Kvægbrug med klar strategi og vision
Politikere, forbrugerne, miljøorganisationer, aktivister og sociale medier påvirker i stigende grad kvægbruget som det øvrige landbrug – og det stiller krav til erhvervets egen strategi og vision, om fortsat at være blandt verdens førende fremadrettet, lød et af flere budskaber forleden ved det Sønderjyske Fælleskvægmøde i Agerskov

Christian Lund kom I sit indlæg ind på visioner og strategi for de danske mælke- og oksekødsproducenter. Foto: John Ankersen
KVÆGMØDE Klima, miljø, sundhed, økonomi, dyrevelfærd og ikke mindst et erhverv, der både nu og især fremadrettet kommer til at mangle arbejdskraft, og unge, der ønsker at uddanne sig og etablere sig i erhvervet.
Det var blot nogle af de emner, der var på den politiske og faglige dagsorden forleden, i forbindelse med det Sønderjyske Fælleskvægmøde i Agerskov. Hér kom syd- og sønderjyske landboforeninger og rådgivninger sammen med Syddansk Kvæg og repræsentanter fra Seges - Landbrug & Fødevarer - hele vejen rundt om erhvervet – både som det ser ud nu i 2019 og de strategier og visioner man arbejder med fremadrettet.
- Der er bud efter og rift om de forskningsmidler, vi råder over. Det handler om at skabe netværk, konstaterede Christian Lund, der er formand i Landbrug & Fødevarer, Kvæg.
Han nævnte et nyt kommende center for antibiotika, og et i forvejen og voksende samarbejde mellem kvægbrugere og mejerier og slagterier som eksempler på både samarbejde og udvikling.
Og visionen og strategien er klar både nu og fremadrettet:
- Danske mælkeproducenter og oksekødsproducenter skal også i 2025 være blandt verdens førende, fastslog Christian Lund.
Følger forbrugertrends
Klima, bæredygtighed og dyrevelfærd. Tre ting, der for alvor er kommet på dagsordenen hos forbrugerne og i den politiske verden.
Samtidig udviklingstendenser, som man også følger hos mælke- og oksekødsproducenterne i Danmark, hvor både forbrugertrends i forhold til både klimaaftryk, bæredygtighed og dyrevelfærd er med i erhvervets vision og strategi.
Direkte formuleret i Strategi 2020, der omfatter seks punkter: - Konkurrencedygtig produktion, - Miljø og klima, - Ansvarligt antibiotikaforbrug, - God ledelse og attraktive arbejdspladser, - Plads til natur og biodiversitet og endelig – En positiv og tæt dialog med forbrugerne.
Salmonella Dublin spøger stadig
Syd- og Sønderjylland er er område i Danmark med mange mælkeproducenter – desværre også et område med en del besætninger smittet med Salmonella Dublin – og det har været svært at finde årsagen til fortsat smitte.
- Vi må erkende, at der stadig er er et stykke vej. Vi har især fokus på ny-smittede, og det er et fælles problem at få det udryddet, konstaterede Ida Storm, der den 1. oktober sidste år startede som sektordirektør i Landbrug & Fødevarer, Kvæg.
Og Christian Lund konstaterede også, at Salmonella Dublin har været en svær nød at knække:
- Det er jo biologi, vi har med at gøre hér. Vi ser bedrifter, der har styr på logistikken – alligevel bliver de smittede. Vi har en central rolle i at hjælpe de ramte besætninger.
Godt 100 deltog i deltog i det Sønderjyske Fælleskvægmøde, der blev holdt på Agerskov Kro.