Sydfynbo, uden ellers tilknytning til branchen, har et konceptforslag til de tidligere minkavlere.
Af fysioterapeut Christian van Deurs, Rolf Krakes Vej 28, Thurø, 5700 Svendborg
En hel minkbranche er lukket ned i Danmark, og rigtig mange dygtige landmænd med minkavl står nu med spørgsmålet »hvad nu?«.
Samtidig står hele kloden står over for udfordringen med at producere nok fødevarer til en stadig stigende befolkningsmængde. Specielt i forhold til spørgsmålet »hvordan fremskaffer vi protein nok?"
Kombineres disse to iagttagelser opstår et spændende koncept.
Hvad hvis minkavlere omstiller sig til produktion af proteinholdige larver? Ikke at vi skal til at spise ristede larver men mere, at larverne kan moses i en »frikadellefars«. Så forsvinder den visuelle barriere for denne fødevarekilde.
Rent praktisk kan minkavlere opstille en container eller to med produktionsanlæg af larver. Når der er opnået tilstrækkelig erfaring, kan antallet af containere skaleres op uden de store anlægsomkostninger til byggeri. Der kan stå ret mange containere, der hvor der tidlige stod minkbure.
Kina-kontakter
Minkavlere er allerede organiseret i et netværk, som kan omstille til at skabe en fælles salgskanal til resten af verden. I Kina er larver allerede integreret som fødevare, og branchen har fra minkstorhedstiden kontakter til Asien. Så her er potentiale til afsætning af larveproduktionen.
Minkbranchen har haft dyreværnsaktivister og klimaaktivister som modstandere i rigtig mange år. Ved at omlægge til fødevareproduktion i form af larver bliver disse modstandere lige pludselig allierede.
Kort sagt ligger der en spændende synergi ved af kombinere tidligere minkavlere med larveproduktionen.
Potentiale som primemover
En af de største barrierer er nok et spørgsmål om identitet. Det er ikke let at slippe sig selv som minkavler og begynde på noget nyt. Men de vil blive primemover, og der ligger en pose penge til dem, der er dygtige.
Selv har jeg intet med landbrug eller minkavl at gøre. Men kan min iagttagelse hjælpe alle dem, som med ét har mistet deres identitet og forsørgelsesgrundlag, vil det glæde mig.
Jeg håber, at tidligere minkavlere vil respondere på konceptet.