Du kan vælge mellem negative renter og risiko

Hvis ikke du vil påtage dig en risiko, så er det svært at undgå at betale negative renter i banken, skriver driftsøkonom Bent K. Christensen.

Af driftsøkonom Bent K. Christensen, Landbo Limfjord

Det er at bryde en mental lydmur at skulle betale for at have hårdt optjente penge stående i banken. Lydmuren er en naturlov, og negativ rente er et vilkår i 2021. Et vilkår, som sandsynligvis gælder de næste fem år. Derfor fortjener både rente og risiko en overvejelse.

Den negative indlånsrente kan være teknisk begrundet med mange og lange forklaringer. Det kan også være et intelligent argument for at få dig til at spare mindre op.

Opsparing skaber ikke beskæftigelse. Det gør forbrug. Lav rente sætter gang i hjulene. Negativ rente sætter turbo på slagtningen af sparegrise, så de ikke når at blive vindtørre og skrumper helt væk.

Køb risiko

At skulle betale negative renter kan få dig til at købe andre varer i banken. Investeringsforeninger og indskud på pension er klassiske anbefalinger. Det er produkter, hvor banken har en større avance end på indlån. Samtidig er det produkter, som kan skabe en høj loyalitet overfor banken. Det er smart.

I forhold til at have 750.000 kroner stående på en konto, bliver du den sikre vinder af mere risiko, når du køber andre produkter. Du gør det med det formål at øge sandsynligheden for et neutralt eller måske positivt afkast på din opsparing. Når du handler, bør du afveje din risiko, omkostninger og egen tid i forhold til regningen på 400 kroner efter skat pr. 100.000 kroner, du betaler renter af.

Mod på lidt risiko?

Hvis der er mod på lidt risiko, kan det at betale forud være en lavpraktisk måde at flytte likviditet og begrænse de negative renter. Det kan være at overflytte penge før betalingsfristen.

Et skridt videre op ad risikostigen er at opbygge en positiv saldo hos din leverandør, så du har forudbetalt og blot trækker på kontoen, næste gang du bestiller. Går leverandøren konkurs, skal du regne med, at de penge er tabt; helt på linje med mere end 750.000 kroner i banken.

Hvis det må blive endnu vildere, kan investering i værdipapirer som aktier eller danske statsobligationer begrænse effekten af den negative rente. Selv stabile værdipapirer kan svinge i kurs, men det er muligt at opbygge sammensætninger, så sandsynligheden for et negativt udsving er lav.

Risikoen er der. Sikkerheden er den negative indlånsrente.

Bent K. Christensen, driftsøkonom, Landbo Limfjord.

Læs også

Slutspurten mod fremtidens landbrugspolitik sættes ind nu
Lad vandet løbe
Misbruger Arla sin magtposition?
Ingen krav til halm i brok-sygestier
Oversvømmelse af drænede lavbundsjorde skal ske på et oplyst grundlag
Baltic Pipe – en demokratisk skændsel