Landbruget er vigtigere end nogensinde

Vi har brug for lettelser og bedre rammevilkår fremfor en landbrugs-nedslagtning, der vil ramme hele fødevareindustrien og samtlige landdistrikter, skriver næstformanden i Bæredygtigt Landbrug.

Peter Kiær, næstformand for Bæredygtigt Landbrug, Storgårdsvej 1, 4690 Haslev.

Af Peter Kiær, næstformand for Bæredygtigt Landbrug, Storgårdsvej 1, 4690 Haslev

Det forlyder, at coronakrisen kommer til at koste Danmark omkring 150 milliarder kroner i 2020 og 2021 tilsammen.

Desværre er respekten for vores statsfinanser forsvundet i virusrusen. Det kan man også se på de igangværende miljø- og klimaforhandlinger på landbrugsområdet, hvor regeringen – trods flotte ord om, hvad man vil gøre for erhvervet – forsøger sig med det ene benspænd efter det andet for den danske landmand:

Umulige kvælstofkrav. Reduktion af både klimagasser og hektarstøtte. Og minsandten også mere støtte til økologi, der ellers ikke gavner klimaet – og det øvrige landbrug skal naturligvis betale for feel good-politikken…

Afgørende rolle

Resultatet af disse forhandlinger kan munde ud i meget store negative konsekvenser for vores fremtidige fødevareerhverv. Vel at mærke i en periode, hvor vi absolut ikke har brug for at stække, svække og ødelægge erhvervslivet og dermed samfundsøkonomien. Hvis halvdelen af råvaregrundlaget forsvinder i dansk landbrug – og det er ikke noget urealistisk scenarium med det udspil, regeringen har lagt frem – bliver udgifterne under sundhedskrisen småpenge ved siden af.

Lige nu er det tværtimod essentielt at holde hånden under landbruget og det øvrige erhvervsliv, så vi kan komme ovenpå igen. Specielt landbruget kommer til at spille en afgørende rolle i genopretningen.

Vi har brug for lettelser og bedre rammevilkår fremfor en landbrugs-nedslagtning, der vil ramme hele fødevareindustrien og samtlige landdistrikter.

Gulerod fremfor pisk, tak!

Dette er et debatindlæg, som vi har valgt at offentliggøre på vores hjemmeside og/eller i et eller flere af vores printmedier. Indlægget er udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.

Læs også