Dansk miljøindsats er målrettet manipulation

Af Alfred Tværsig Olesen, landmand og medlem af Bæredygtigt Landbrug, Tværsiggaard, Nørregade 53, Hornsyld

Overskriften er barsk – men sand.

Så længe der ikke er faglig dokumentation baseret på målinger, er indgreb i vandmiljøet ren og skær manipulation baseret på antagelser. Og sådan er det i Danmark!

På trods af at EU siden 1977 har krævet målinger inden vandløbsreguleringer. Det krav fremgår af Vandrammedirektivets bekendtgørelse om overvågning af overfladevandets, grundvandets og beskyttede områders tilstand og af den såkaldte naturovervågning af internationale naturbeskyttelsesområder.

For at have det rette beslutningsgrundlag blev det dengang forlangt, at tilstanden før et indgreb først blev målt hver måned, derefter skulle der måles efter behov.

Der skulle måles ved vandløbets udløb ved vandkanten, og såfremt der måltes et forurenende stof der, skulle man efterfølgende måle opstrøms, indtil forureningskilden var lokaliseret og derefter kunne standses ved kilden.

I Slesvig-Holsten, som jeg besøgte for fem år siden, blev der målt efter denne metode i samtlige målsatte vandløb efter 1977. Det vil sige, at EU’s bekendtgørelse er blevet fulgt – og det har givet gode resultater, fordi man på den måde kan stoppe en forurening ved kilden og derved skabe renere vandløb.

Det er siden forgæves gang på gang blevet påpeget, at Danmark ikke følger EU-bekendtgørelsen på dette område.

Det skete blandt andet på et stormøde på Bygholm Landbrugsskole arrangeret af Bæredygtigt Landbrug. Fødevareministeren, der dengang hed Jakob Ellemann-Jensen, blev orienteret sammen med hans ministerium og embedsmænd.

Siden er det kommet frem, at der udledes meget mere spildevand, end der rapporteres. Og en PFOS-skandale i Korsør skulle bryde helt ud, inden man endelig begynder at måle. For dét stof. Ikke for andre, som beviseligt også er i vores miljø.

Der må handling til nu – på baggrund af målinger af udledninger fra både land og by af alle de af EU prioriterede stoffer – ikke blot af hensyn til vores miljø og naturen – men også for landbruget og for vores allesammens sundhed.

Vi vil have et rent miljø nu – mon ikke Danmarks Naturfredningsforening og mange politikere også ønsker det? Så skal de til at handle.

Læs også