En ny drikkevandsfond skal forvandle jord til skov eller lysåben natur for at beskytte grundvandet. Men hov, der er jo ikke lukket en eneste drikkevandsboring de sidste over tyve år på grund af sprøjtemidler anvendt på marken, skriver debattøren.
Af Peter Bohsen Jensen, bestyrelsesmedlem i Bæredygtigt Landbrug, Bygaden 25, Rårup, 7130 Juelsminde
Regeringen har i finansloven sammen med SF, Radikale Venstre, Enhedslisten, Alternativet og Kristendemokraterne afsat 170 millioner kroner til en drikkevandsfond.
Den har til formål at beskytte drikkevandet bedre, og en bekendtgørelse er sendt i høring. Heraf fremgår, at det blandt andet bliver muligt for kommuner og vandselskaberne at søge penge til at beskytte jorden over grundvandsmagasinerne.
De kan for eksempel søge penge til at opkøbe jord, så der efterfølgende kan plantes skov eller etableres lysåben natur, hvilket beskytter grundvandet, hedder det i pressemeddelelsen, fordi der ikke bliver brugt sprøjtemidler i skove og på naturområder.
Ny fond skal beskytte drikkevandet
Der er et aber dabei
Men hov, der er ikke lukket en eneste drikkevandsboring de sidste over tyve år på grund af sprøjtemidler anvendt på marken. Og de koncentrationer, man finder landbrugets midler i, er oftest under de grænseværdier, der er sat af forsigtighedshensyn. Hvorfor så hindre fødevareproduktionen?
Har man bekymret sig om drikkevandet, bør fokus flyttes. Der er nemlig igen fundet PFOS-koncentrationer på flere tusinde gange over grænseværdien. Det er nu fundet i det terrænnære grundvand tæt ved drikkevandsboringer i Odsherred.
Her lyder meldingen fra Miljøstyrelsen, at de nye fund da er lavere end dem i Korsør, at man ikke har overblikket over PFAS-forureninger, og at der ikke er en generel forpligtelse til at indrapportere PFAS til Miljøstyrelsen.
Ulogisk fokus
PFAS er i modsætning til landbrugets sprøjtemidler ikke nedbrydeligt, hverken i jorden eller i de kroppe, der måtte optage dem.
Alligevel er det landbrugets sprøjtemidler, og næringsstoffer for den sags skyld, der både er mest fokus på fra politikernes og myndighedernes side og på det område, der afsættes midler til at bekæmpelse. Er det mon landbruget, man vil bekæmpe, eller drikkevandet, man vil beskytte.
Få dog proportionerne på plads.
- Er det mon landbruget, man vil bekæmpe eller drikkevandet, man vil beskytte. Få dog proportionerne på plads
Dette er et debatindlæg, som vi har valgt at offentliggøre på vores hjemmeside og/eller i et eller flere af vores printmedier. Indlægget er udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.