Af Hans Henrik Pørksen, bestyrelsesmedlem i Bæredygtigt Landbrug, Randerupvej 100, Mjolden, 6780 Skærbæk
Flertallet for en advokatvurdering af statsministerens rolle i minkskandalen er væk, efter at Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne nu er i regering.
Men retsopgøret om minkskandalen er ikke slut. Bæredygtigt Landbrug sagsøgte staten i oktober 2022.
Foreløbig er grundlaget i det dugfriske sagsanlæg det konkrete påbud fra Fødevarestyrelsen den 6. november 2020, der ulovligt, og med politiets og forsvarets assistance, fratog borgere deres ejendom – som bekendt uden lovhjemmel.
Bak op om en ulige kamp om menneskerettigheder
Jeg er normalt ikke typen, som render rundt og banker på grydelåg, men staten skal forstå, at påbuddet er en krænkelse af menneskerettighederne. Derfor føres sagen.
Vi har (foreløbigt) stævnet Fødevarestyrelsen. Hvis ikke Bæredygtigt Landbrug får fuldstændig medhold i retssagens påstande, er det min personlige indstilling, at vi skal udvide stævningen til at omfatte Statsministeriet og alt det, der skete. Mette Frederiksen kommer til at vidne under strafansvar.
Også regeringer og myndigheder skal overholde loven (retsstatsprincippet). Der er igen-igen brug for Bæredygtigt Landbrug som livvagt for danske landmænd.
Dette er et debatindlæg, som vi har valgt at offentliggøre på vores hjemmeside og/eller i et eller flere af vores printmedier. Indlægget er udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.