Af Niels Hauge Mikkelsen, næstformand i Bæredygtigt Landbrug, Granlyvej 39, 5592 Ejby
Et scroll ned over mediernes netaviser f.eks. torsdag d. 16. februar, efterlader mig igen med den der irriterende og knugende mavefornemmelse, som følge af fællesnævneren: økonomiske og ledelsesmæssige problemer.
»Det danske forsvar i dyb krise« og »Sundhedsvæsenet har for brug for fundamentale reformer« hedder det blandt andet.
Det handler i bund og grund om elendig styring både generelt og specielt af økonomien, samt behovet for flere ressourcer.
Send flere penge-budskabet gjalder overalt: Ukraine-kassen er allerede tom, og man inddrager helligdage for at øge produktiviteten. En analytiker fortalte mig allerede for tre-fire år siden, at vi som er født i midt 80´erne også skal bære ca. 40 procent større omkostninger end vores forældre, primært grundet en ændret demografi.
Samtidigt har vi haft en Covid-krise som har tømt en stor del af både erhvervslivets og det offentliges lommer, en minksag som ifølge de første indikationer nok kommer til at koste det dobbelte af det foreløbigt officielt udmeldte og så videre, og så videre.
Tabt omsætning
Så sidder jeg, som selvstændig landmand og har skrevet 4 procent af min markplan ud. Der må jeg ikke dyrke afgrøder. De 4 procent skal ligge brak. Det er en dansk enegang modsat resten af EU – det er ca. 300.000 kr i tabt omsætning – bare for mig.
Jeg er pålagt nogle politiske efterafgrødekrav som beviseligt ikke gavner hverken miljø, klima, økonomi eller fødevareforsyningen i verden.
I dag har jeg ansøgt om lov ved kommunen til at rense vores drænrender op, så marken igen kan dyrkes optimalt og klimagasserne reduceres. Min gamle svinestald, som vi er ved delvist at rive ned, skal jeg ansøge om at fjerne, ligesom jeg skal betale og ansøge om at bygge en ny lade, såfremt behovet er der.
Jeg vil driste mig til at sige, at der nok kunne findes lidt midler til alle de udfordringer, økonomien i samfundet står overfor, hvis man tænkte sig lidt om og ikke ligefrem satte hindringer i vejen for en god produktion.
Dette er et debatindlæg, som vi har valgt at offentliggøre på vores hjemmeside og/eller i et eller flere af vores printmedier. Indlægget er udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.