Der mangler blandt andet metodefrihed i de kollektive virkemidler, mener læserbrevsskribenten.
Af Carl Andersen, bachelor i Jordbrugsøkonomi ved KU og medlem af hovedbestyrelsen i Liberal Alliance
Morbærhaven 26L, 2620 Albertslund.
DEBATINDLÆG Landbruget er igen på forsiden af landets aviser med en negativ historie: Der leveres ikke på sin del af Landbrugspakken, da de forventede kvælstofreduktioner ikke er kommet som modydelse til den øgede gødskning på markerne.
Langt hen ad vejen er der tale om en gentagelse af overskrifterne fra samme tid sidste år. Min forudsigelse er, at vi vil se den samme overskrift i årende der kommer med mindre man drastisk gentænker måden hvorpå landbruget skal implementere de kollektive virkemidler.
Efter forsidehistorierne i februar 2019 satte jeg mig for at skriv bachelorprojekt i jordbrugsøkonomi omkring implementering af landbrugspakkens frivillige virkemidler. Mit fokus på var især på våd- og minivådområdet som landbruget ikke endnu havde leveret tilstrækkeligt på. Jeg kender de danske landmænd ganske godt. Jeg ved at man ikke vil være på tværs uden grund. Der måtte ligge noget dybere bag. Derfor læste jeg op på implementeringsplanerne, gennemgik forskellig teori på området og interviewede landmænd, Landbrug & Fødevarer samt Bæredygtigt Landbrug. Jeg vil ikke kede jer med redegørelsen og analysen men springe direkte til dét som jeg vurderer har fejlet og bør forbedres.
1. Fokuser på målet frem for midlet
I dag er Danmark opdelt i 90 kystoplande med reduktionsmål som skal nås igennem en udspecificeret fordelingsnøgle af virkemidler. X tons fra vådområder, Y tons fra skovrejsning osv. Denne manglende metodefrihed når det gælder valget af værktøjer til at nå reduktionsmålet spænder ben for målopfyldelse. Når man politisk bestemmer både mål og middel, gives der afslag på projekter, som ellers kunne være gennemført. Den langt større metodefrihed ved efterafgrøderne viser, at metodefriheden fremmer målopfyldelse.
2. Indfør en ordentlig kompensation
Da der skal lægges jord til vådområder, kompenseres landmændene økonomisk. Problemet er bare at det er en standardiseret kompensation. Det fungerer ikke på et marked hvor priserne på landbrugsbrug svinger fra under 100.000 kr./ha til over 300.000 kr./ha. afhængig af jordtype, beliggenhed og ren udbud/efterspørgsel. En standardiseret kompensation gør det u-attraktivt for landmænd at etablere kollektive virkemidler, da omkostningerne kan overstige goderne for bedriften, hvorfor projekter ikke gennemføres. Derudover er det manglende likviditet og lånemuligheder som gør det svært for en række landmænd at bidrage. Landmanden skal selv lægge store dele af omkostningerne til projektet ud, og han har typisk svært ved at optage yderligere lån til realisering.
3. Skab en sikker retstilstand
Vådområder skaber usikkerhed. Der er ikke en klar retstilstand for de landmænd som etablerer det som med tiden kan blive ”natur” på deres ejendom. Da der ikke er nogen klare konsekvenser ved ikke at foretage sig noget, men man er overbevist om at konsekvenserne ved at lave et vådområde kan være rådighedsindskrænkninger på bedriften, så afholder man sig fra det. Usikkerheden omkring fremtiden gør, at man hellere undlader at gøre noget, end at gøre noget, som kan forringe værdien af ens ejendom. Især i en tid hvor mange bedrifter står overfor salg eller generationsskifte. Ingen vil købe en ejendom hvor der nærmest står ”paragraf 3” hen over samtlige marker.
4. Problemer med banken
Alle tiltag skal give en klar merværdi for bedriften. Landmændene kan ikke påtage sig ikke en omkostning. Det skylder de deres kreditgivere. Hvis de gør noget som reducerer deres output, men er rigtig godt for miljøet, så siger banken, at man har tjent mindre, og hvis svaret er, at man godt nok har været god ved vandmiljøet, så finder banken bare en ny til at styre bedriften.
Mit bachelorprojekt konkluderede tilbage i sommers, at det var nødvendigt for lovgiverne at revidere instrumenterne og administrationen af de kollektive virkemidler, hvis man skulle forvente målopfyldelse frem mod 2021. Indtil videre ser det ud til, at min tese holder ved - det er altså ikke landbruget som ikke vil bidrage med sin del. Det er politikerne som igen spænder ben for sund fornuft og faglighed.
Dette er et debatindlæg, som vi har valgt at offentliggøre på vores hjemmeside og/eller i et eller flere af vores printmedier. Indlægget er udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.