Af : Frederik Fæster, Torslundevej 56, 4520 Svinninge og Anton Petersen, Vanløsevej 26a, 4296 Nyrup

I disse tider, hvor vi er hjemme pga. corona, får vi virkelig kamp til stregen. For hvordan kommer vi videre i praktik i vores uddannelse som landmand eller maskinfører? Stopprøver om syre og baser, forståelse om pH i de forskellige jordtyper m.m., og hvis vi ikke kan forstå det, ryger vi ud og kan få lov at prøve igen til sommer eller til næste år.

Man glemmer helt, at adgangskravet er 02 for at komme på landbrugsskolen.

Vi går på GF2 (grundforløb, red.) , og det kniber med at følge undervisningen over teams, chat, mail eller Facebook. Vi er vant til at have støtte i timerne, men er henlagt til os selv. Skolen siger, de gerne vil støtte, og de prøver, men det er jo svært gennem en skærm. Der er flere i vores klasse, som er meget bogligt udfordret og har samme problem med at følge undervisningen gennem teams m.m.

Vi vil ud og arbejde hos jer

Vi er søde og friske drenge, som intet andet ønsker sig end at komme ud og arbejde i landbruget, køre traktor, passe dyr! Hjælp os.

Vores drøm kan brase sammen, langt inden vi for lov til at prøve kræfter med det fysiske del af arbejdet på grund af stopprøver, som er en del af GF2. Vi siger ikke, der ikke skal være prøver, men man burde se på, hvordan vi elever, der er meget bogligt udfordret, nok sagtens kunne gennemføre GF2, hvis man tog alle karakterene, lagde dem sammen og dividerede med fagene. For det er jo sådan, at os som ikke er stærke boglige, tit er stærke på det praktiske. Så derved ville vores karakterer nemt komme over bestået.

Dansk landbrug skriger efter dansk medhjælp, men I skyder jer selv i foden med disse stopprøver, som ikke kan bruges til noget som helst, når vi kommer i praktik! Det mener vi. 

Debat skal i gang nu

Vi har lavet en rundspørge hos 15 landmænd bare i vores område, og de mener, at elever skulle være bedre klædt på til den praktiske del, når de kommer ud. Det vil sige simple ting som at skifte smørenipler i et kardankryds, svejse, holde rigtigt på værktøjet, holde orden i et værksted, prøve at flytte dyr, øremærke dyr m.m. Ja, det er meget simple ting, som der ville hjælpe os godt i gang på praktikstederne, men nej hellere lave stopprøver på grunduddannelsen?! 

Vi mener, at denne debat skal i gang nu, da I har mistet og vil miste for mange af os unge mennesker til andre erhverv.

Vi har hørt om skoler i Storbrittanien, som har taget elever ind, der havde det svært bogligt, men som blev gjort til gode landbrugselever efter et år på skolen, hvor der var 80 procent praktik og 20 procent teori.

Prøve kræfter med virkeligheden

Og ja, vi ved godt, at I mangler dygtige danske driftsledere, men de kommer kun til jer, hvis I får flere danske elever ud på jeres gårde og prøve kræfter med virkeligheden! Ikke ved at dumpe dem på GF2.

Vi har fået lidt hjælp til teksten her, da vi ikke er så gode til at formulere os. Vi håber, der er andre, der vil være med til at tage debatten op.

Med håb om dispensation for stopprøver her i coronatiden, og lad os nu vise, hvad vi kan. 

Dette er et debatindlæg, som vi har valgt at offentliggøre på vores hjemmeside og/eller i et eller flere af vores printmedier. Indlægget er udelukkende et udtryk for skribentens egne holdninger.