LÆSERBREV I et læserindlæg her i avisen, forlyder det, at Danmarks Naturfredningsforenings ønske om at forbyde Roundup, bunder i uvidenhed. At jorden skal holdes fri af ukrudt og at 23 kopper Roundup er ligeså (u)farligt at indtage som en kop kaffe.
Sådan ser insekter og alle de små og store dyr, der lever af insekter og ukrudt, ikke på det. Og da landbruget i Danmark fylder næsten to tredjedele af Danmarks areal, har det stor negativ effekt, at langt de fleste marker pløjes, gødes og sprøjtes med gift hvert år. Det skal der gøres noget ved.
Derfor er vi glade for, at der kommet nu er et stærkt politisk fokus på gødning og sprøjtegifte. Roundup og neonikotinoiderne er under luppen, når det gælder sprøjtegiftene og landbrugspakken vakler, fordi den indebærer, at alt for mange næringsstoffer vaskes ud til vandmiljøet.
De konventionelle landmænd har skruet en produktion sammen, som er dybt afhængig af at kunne sprøjte og gøde markerne. Mange landmænd dyrker vinterhvede efter vinterhvede efter vinterhvede. Det giver ingen plads til naturen og det er en dyrkning, som kun kan lade sig gøre, hvis man sprøjter med Roundup før høst. 
Hvis man skal klare sig med færre eller ingen sprøjtegifte, så skal man lægge sin produktion om og dyrke flere forskellige afgrøder. Og lad mig lige foregribe det gammelkendte argument om, at uden ekstra kvælstof, kan der ikke dyrkes brødhvede i Danmark. Jo der kan – for danske landmænd har altid haft en ekstra kvælstofkvote til at dyrke brødkorn med og desuden kan der dyrkes vårhvede i stedet for vinterhvede. 
I dag bruges 80 procent af de danske landbrugsarealer til at dyrke foder til vores husdyr. Derudover importerer vi titusindvis ton soja hvert år til dyrene. Primært fra Latinamerika. Den praksis skal ændres. Vi skal dyrke mere mad direkte til mennesker – mere brødkorn, havre til gryn, kartofler, frugt og grønt. Og mindre foder til husdyrene. Det er det, økologerne gør. Og det er det, der gør, at de på trods af lavere udbytter i kornmarkerne, er konkurrencedygtige, når det gælder mad til mennesker.
Således kan dansk landbrug også i fremtiden producere masser af mad - også uden sprøjtegift og med en mindre mængde gødning.