Vild dom i Højesteret bør få landbruget på barrikaderne
Må en statslig styrelse egentlig indføre egne retningslinjer, når det gælder overvågningen af vores vandmiljø og grundvand? Tilsyneladende ikke for Højesteret.
I DENNE UGE faldt der dom i en opsigtsvækkende sag ved Højesteret. Afgørelsen kommer til at koste samfundet flere hundrede millioner kroner årligt, vurderer eksperter. Hvorfor, vender vi tilbage til. Principperne i afgørelsen er yderst interessante for landbruget, hvis man spekulerer en smule. Og det vil vi tillade os at gøre.
TABEREN I SAGEN ved Højesteret er den statslige styrelse Banedanmark. Repræsenteret ved selveste Kammeradvokaten. Styrelser og Kammeradvokaten er som bekendt også på den anden side af nettet i en række juridiske kampe, som landbruget er involveret i. Der er altså håb om sejre, selvom den statslige modstander med statskassen i ryggen kan synes voldsom.
KERNEN I SAGEN, der netop er afgjort ved Højesteret, er hegnsloven. En lov, som Banedanmark ikke har ment gjaldt for styrelsen og dermed staten. Det er sket i en sag, hvor den i dag 82-årige Bodil Munter fra Roskilde ikke har villet finde sig i, at Banedanmark ikke har klippet og vedligeholdt sine arealer langs hendes hegn. Et hegn som er blevet beskadiget af vildtvoksende brombærbuske og andre planter, som styrelsen har ansvaret for.
UDOVER SEJREN TIL Bodil Munter er noget af det bemærkelsesværdige i sagen, at Banedanmark og Kammeradvokaten under retssagen forsøgte at få styrelsens interne retningslinjer til at gælde i stedet for loven, vurderer den vindende parts advokat: »Det arbejder vi ikke normalt med i juraen. Så kunne jeg jo også bare lave mine egne regler«, pointerer advokat, Jesper Håkonsson fra Håkonssons Advokater, over for TV 2.
STYRELSER KAN ALTSÅ med Højesterets afgørelse ikke bare indføre sine egne retningslinjer. En styrelse kan heller ikke, som forsøgt under retssagen, henvise til en udgifts størrelse som et argument, der kan friholde staten fra at overholde en lov – i dette tilfælde hegnsloven. Banedanmark skal holde vilde vækster, brombær, brændenælder, hegn og hække i ave langs alle 3.000 km spor i Danmark. På begge sider. Anslået for et trecifret millionbeløb årligt.
NU VED VI altså, at staten skal overholde loven. Og i landbruget kan man måske få den tanke at udfordre dette i forhold til EU-retten. For må en statslig styrelse så egentlig indføre egne retningslinjer, når det gælder overvågningen af vores vandmiljø og grundvand? Tilsyneladende ikke for Højesteret.
SÅ VIDT VI ved, kræver Vandrammedirektivet, at alle EU-lande måler og vurderer den økologiske og kemiske tilstand af alle vandområder – altså vandløb, søer, kystvand og grundvand - og iværksætter tiltag for at opnå en »god tilstand«. Men efterlever Miljøstyrelsen reelt dette lovkrav? Eller følger styrelsen sine egne retningslinjer, når man i vidt omfang beror overvågningen af vandmiljøet og beslutningerne for de konkrete indsatser på modelberegninger?
BØR STYRELSENS PRAKSIS, med den friske Banedanmark-dom fra Højesteret i erindring, ikke udfordres? Og hvad med spildevandet, der urenset fosser fra de kommunale rensningsanlægs overløb – holder kommunernes argument om, at man mangler kapacitet, og at det er »dyrt« at rense alt spildevand, så egentlig i retten? For har Højesteret ikke lige slået fast over for Banedanmark, at man ikke kan fravige en lov, fordi den koster penge at overholde. Dette gælder vel også for landets kommuner? Landbruget burde sende 82-årige Bodil Munter fra Roskilde en buket og et venligt kort med tak for kampen i Højesteret. Hendes klare sejr over staten kan vise sig at få vidtrækkende konsekvenser.
