LAD OS GØRE et tankeeksperiment: En stor, dansk virksomhed i milliardklassen, vi kan kalde den Legofoss, producerer nogle gode, gedigne varer. Og sætter et aftryk på miljøet. Virksomheden kender sit aftryk. For den måler uge efter uge, hvad der kommer ud. Målingerne skrives ned. Miljøpåvirkningen dokumenteres. Den er langt under de grænseværdier, der gælder for miljøpåvirkningen her til lands.

PÅ CHRISTIANSBORG KONSTATERER man imidlertid, at der er et problem ude i miljøet. Og man retter sin lovgivning mod Legofoss og lignende virksomheder. Det er dem, der sviner, påstår politikerne. Så miljøkravene til Legofoss og kollegerne skærpes. Hos Legofoss fremlægger man sine målinger. Men politikerne fejer dem til side. Forskere kan nemlig beregne, at Legofoss forurener. Og politikerne tror mere på forskerne end på virksomhedens målinger, der er foretaget af et uvildigt analyseinstitut.

HOS VIRKSOMHEDEN ER man i tvivl. Man ved, at hvis man går imod politikerne, så bliver man kaldt miljøsvin. Og man ved af bitter erfaring, at politikerne vil forklare vælgerne, at virksomhedens modstand mod nye miljøskærpelser opstår, fordi virksomheden er »sort«, imod miljøet og bare vil tjene penge.

MAN KAN SELV tænke tankeeksperimentet til ende. Mon Legofoss lægger sig ned. Eller mon virksomheden gør sin pligt og kræver sin ret. Efter et godt, gammelt socialdemokratisk princip. Vi tænker, at en milliardvirksomhed ville gå hele vejen og kræve sin ret i sin kamp for at få lov til at producere inden for de miljørammer, den dokumenterbart overholder. Vi har ikke fantasi til at forestille os, at Legofoss ville acceptere, at modelberegninger skulle diktere virksomhedens produktion ned i detaljen.

DET ER I princippet her, dansk landbrug står i dag. Skal erhvervet tage udfordringen med de nye, skærpede miljøkrav op og gå imod. Eller skal hælene klappes sammen, mens der til efteråret rulles 380.000 hektar nye målrettede efterafgrøder ud over landskabet. Til ingen verdens nytte – udover den værdi afgrøderne kan skabe for politikere, som på tredje årti trækker kvælstofkortet overfor landbruget for at »please« vælgerne. Miljøet registrerer ingenting, fordi det i forvejen er under et massivt pres fra byernes udledninger. Miljøet har ikke brug for flere efterafgrøder. Det er målbart. Og dokumenteret. Landbruget gør sin pligt. Må vi ikke bare helt stilfærdigt opfordre til, at dansk landbrug nu kræver sin ret.