I fremtiden skal der kæmpes om vandet
NOGLE STEDER I landet har man høstet usædvanligt godt i år. I tørkeåret over dem alle. Enkelte steder er årsagen, at man helt lokalt fik lige præcis de tordenbyger, man havde brug for. Man var heldige. Andre steder var man både dygtige og heldige. For her kunne man vande alle sine afgrøder. Det gav topudbytter og ikke 25-50 procents nedgang som andre steder.
PÅ DELEGERETMØDET I L&F blev der rejst et forslag om, at der etableres vandingsselskaber i andelsregi. Det forgangne dyrkningsår var nemlig en øjenåbner for, hvor meget der er at hente ved at vande. Idéen er isoleret set fremragende. Men spørgsmålet er, om man får dele af befolkningen på nakken, hvis vandingsmaskinerne kommer til at pumpe løs i udpræget omfang i det danske landskab i fremtiden.
SOM MAN KAN læse i dagens avis, slås newzealandske landmænd med folkelige protester mod landbrugets vanding. Der er ingen restriktioner nu. Men det kan komme hurtigt, vurderes det. Forskellen på vanding i New Zealand og Danmark er, at de henter overfladevand, mens vi henter grundvand. Herhjemme har vi ikke mangel på vand. Og vil i princippet kunne vande afgrøderne stort set fra en kant.
I TEORIEN KUNNE det samme ske globalt. Amerikanske forskere har ifølge et norsk forskningstidsskrift regnet ud, at Jorden rummer grundvand svarende til et 180 meter dybt hav, der dækkede al landjord. Blot seks procent kan dog drikkes. Resten skal forarbejdes og renses eventuelt for salt, hvis det skal vandes ud eller drikkes. I Danmark har vi ingen begrænsninger, udover at nogle vandværker ikke kan følge med, når det er tørt. Men vandingsforbud i Danmark har intet at gøre med, at vi er ved at løbe tør for vand.
DET ER FAKTA. Noget andet er følelser. Og det er ikke sikkert, det er en vindersag, hvis landbruget i Danmark vil vande overalt. Vi kan jo eksempelvis læse om, at storbyen Cape Town i Sydafrika er ved at løbe tør for vand. Og FN har i en rapport i år forudset, at mangel på vand kan være virkelighed for 5 milliarder mennesker i 2050. Det er ikke fordi, kloden som sådan mangler vand. Ressourcerne er blot skævt fordelt.
SET I DET lys vil det måske i nogle kredse blive set som det rene frås, hvis danske planteavlere »sviner« løs med vandet til »unødvendigt« husdyrfoder, mens milliarder af mennesker tørster. Inderen Asit K. Biswas, der selv har skrevet reolmeter af FN-rapporter om verdens vandforsyning, mener imidlertid, at FN tager fejl.
VAND ER NEMLIG ikke en begrænset, fysisk ressource. Vand kan bruges igen og igen. Men det kræver, at ressourcerne forvaltes rigtigt. Her burde danske landmænd, som dyrker i et land med rigeligt vand i undergrunden, stå med gode argumenter. Også miljømæssigt, idet velvandede afgrøder giver topudbytter pr. hektar, ligesom velernærede planter optager langt flere næringsstoffer end underernærede planter. Men kan en stadigt mere landbrugskritisk omverden mon overbevises med faktuelle argumenter?
