Tyske slagterier ikke tilfredse med prisniveau

Den tyske slagtesvinenotering er i denne uge uændret på 2,20 euro pr. kg eller cirka 16,39 kroner, skriver Danske Svineproducenter i sit nyhedsbrev, hvor de konstaterer, at det tyske slagtesvinemarked er meget stabilt.

Prisudviklingen på kødmarkedet har dog endnu ikke levet op til forventningerne. I Europa har vejret ikke været godt nok til at øge efterspørgslen efter grillprodukter. Eksporten til tredjelande er stabil, men impulser i efterspørgslen fra lande uden for EU har endnu ikke været stor nok til at flytte priserne i Europa.

De store tyske slagterier er derfor ikke særlig tilfredse med det nuværende prisniveau på det tyske slagtesvinemarked, skriver Danske Svineproducenter.

De fleste tyske markedsinteressenter forventer ikke, at den tyske slagtesvinenotering justeres i den nærmeste fremtid. Markedet venter på bedre vejr og en stigning i efterspørgslen efter grillprodukter.

Læs også