Købere og sælgere føler hinanden på tænderne

Lige nu udspiller der sig et klassisk spil på markedet for grisekød, vurderer Danish Crowns markedsdirektør.

Det europæiske marked for grisekød er fortsat stabilt med en jævn efterspørgsel på ryggen af sommerferien.

Det skriver Danish Crown i sin markedsberetning.

- Lige nu er der en meget fin balance med meget små udsving i priserne. Der er et godt aftræk i delstykker til udbening, og det sikrer en relativ stærk bund under priserne på den korte bane, siger Mads Stougaard, markedsdirektør i Danish Crown.

Dialogen med kunder koncentrerer sig i høj grad om udbuddet i de kommende måneder. Indkøberne er på en gang påpasselige med at indgå aftaler, der strækker mere end nogle få uger ud i fremtiden, men samtidig er de bange for lige pludselig at mangle råvarer.

- Det er et klassisk spil mellem køber og sælger, hvor vi føler hinanden på tænderne. Det kan godt komme til at køre sådan i nogle uger, indtil enten udbud eller efterspørgsel stiger, og priserne igen flytter sig, fortæller Mads Stougaard.

I forhold til slagtesituationen melder Danish Crown, at der i indeværende uge bliver behov for at udsætte cirka 40.000 grise til uge 38, da tilmeldingen har været en anelse mindre end forventet.

Det tal forventer man, bliver reduceret til 30.000 udsatte gris til uge 39.

Læs også