Danish Crown har sænket denne uges grisenoteringer med 20 øre for både grise og søer. Samtidig er julehandlen i Europa afdæmpet på grund af økonomisk usikkerhed og høj inflation. Den danske detailhandel viser dog stærkere efterspørgsel.
Det ligger allerede nu fast, at 2024 blev året, hvor julehandlen på tværs af Europa aldrig rigtig tog fart, lyder det i en markedsorientering fra Danish Crown.
- Herhjemme har vi en rigtig god efterspørgsel og ser ind i et rigtigt godt salg. I store dele af Europa er billedet noget anderledes. De tyske forbrugere er tilbageholdende. Det samme gælder store dele af Østeuropa, hvor inflationen stadig er høj. Derfor er det generelle billede, at salget er okay, men heller ikke mere, siger Mads Stougaard, der er markedsdirektør i Danish Crown.
Når julen falder som den gør i år, så er der store dele af forædlingsindustrien, der vælger at gå ned i gear tidligt, så deres medarbejdere kan få en længere juleferie. Derfor går efterspørgslen på tværs af Europa ned i gear allerede i næste uge.
- Vores salg har virkelig to ansigter fra nu og frem til jul. På den ene side er der forrygende travlt med at levere flæskestege, hakkekød og medister til den danske detailhandel. På den anden side, bliver den sidste bacon, der kan nå den britiske detailhandel og de sidste juleskinker til kunder i hele Europa, produceret over weekenden og de første par dage i næste uge. Derefter ser vi et helt andet mønster i efterspørgslen og desværre også andre priser, fortæller Mads Stougaard.