Markant noteringsfald i Tyskland fører til nedjusteringer på prisen i andre lande.
Udbudspuklen, der er opstået i juleferien, belaster stadig det europæiske slagtesvinemarked, skriver Danske Svineproducenter i nyhedsbrevet »Rundt i Europa«.
Prispresset blev øget yderligere, da udbruddet af mund- og klovsyge blandt vandbøfler i den tyske delstat Brandenburg førte til betydelige restriktioner for tredjelandes import fra Tyskland, herunder grisekød.
- Især lukningen af det britiske marked har stor betydning for de tyske eksportører, da England var den største tredjelandskøber af tysk grisekød, lyder det i nyhedsbrevet, hvor man konstaterer, at der fra januar til oktober 2024 blev leveret cirka 103.000 tons grisekød fra Tyskland til England.
Et drastisk prisfald på 10 cent – eller cirka 75 øre til en notering på 12,41 kroner - i Tyskland påvirker noteringerne i de andre EU-lande forskelligt, forklarer svineproducenterne.
I Holland faldt noteringen med et korrigeret minus på 6 cent.
Dermed ligger den korrigerede tyske notering nu lige efter Holland i den europæiske prissammenligning. Ifølge det hollandske fagblad Boerderij forsøger hollandske slagterier at fylde hullerne, der er opstået i England og Sydkorea.
Prisfaldene var stort set de samme i Belgien og Østrig, hvor noteringerne faldt med korrigerede 5 og 6 cent til henholdsvis 11,59 kroner og 12,93 kroner.
I Spanien er prisfaldet begrænset til en cent – dermed en notering på 15,09 kroner. I Italien fortsætter den faldende pristendens, som startede for flere uger siden. Her ligger noteringen nu på 17,76 kroner.
Der er uændrede og stabile noteringer i Danmark på 11,14 kroner og Frankrig på 13,93 kroner.
Mund- og klovsyge i Tyskland påvirker oksekødets eksport ud af Europa