Derfor er oksekødsnoteringen så høj
Der er ikke tegn på at noteringen for slagtekvæg falder det næste halve år, lyder det fra Danish Crown Beef.

Der er ikke udsigt til at den nuværende prisudvikling på oksekød ændrer sig lige med det samme, spår Finn Klostermann, adm. direktør i Danish Crown Beef. Arkivfoto: Danish Crown
Som vi kunne fortælle i Effektivt Landbrug tirsdag, er det nuværende prisniveau for slagtekvæg helt atypiske for årstiden.
Men hvordan kan det være? Det har administrerende direktør i Danish Crown Beef, Finn Klostermann, et bud på. I et interview med Landbrugsavisen peger han på en række faktorer, der gør sig gældende.
- Den nuværende situation er kommet bag på os. I efteråret havde jeg ikke forudset, at vi nu mangler tre-fire procent af slagtedyrene set i forhold til sidste år, og at priserne stiger på et tidspunkt, hvor der plejer at være afmatning, siger Finn Klostermann til avisen.
Begrænset udbud styrer priserne
På EU-plan er der forventning om at produktionen af okse- og kalvekød falder med over 7 procent i 2027 sammenlignet med i 2020, men så meget falder forbruget slet ikke med.
- Og det er med til at drive værdien af oksekødet op. Forbrugerne efterspørger stort set det, de plejer, og derfor ser du også, at afregningen for oksekød er højere i både Tyskland og Holland. Så vi skal høste mulighederne i markedet, siger Finn Klostermann til Landbrugsavisen.
Udover et fald i mængden af oksekød via strukturudvikling, kan den igangværende Bluetongue-epedemi være med til at holde udbuddet af okeskød nede.
I løbet af de sidste fem uger er noteringerne på oksekød steget med over 2,5 kroner hos både Danish Crown og hos Himmerlandskød.