Uændret notering: Trægt hjemmemarked presser afsætningen af oksekød
Lav efterspørgsel i detail og foodservice dæmper salget, mens eksporten til Sydeuropa holder hånden under markedet.

Træg efterspørgsel i Danmark presser oksekødssalget, mens eksport til Sydeuropa delvist holder markedet oppe. Arkivfoto
Afsætningen af oksekød på det danske hjemmemarked er aktuelt under pres. Særligt salget af udskæringer går langsomt, og i kombination med en svagere efterspørgsel på hakkekød betyder det samlet set en lavere afsætning.
Ifølge salgsdirektør i Danish Crown Beef, Henning Sønnichsen, er det især forbrugernes tilbageholdenhed, der præger markedet.
- Det er trægt i detailhandlen, hvor de danske forbrugere holder på pengene og især holder igen med at købe bøffer, stege og den slags, så vi trænger til at forår slår igennem og sætter mere skub i efterspørgslen. Det gælder også i salget til restauranter og cafeer, hvor sol får folk ud at sidde på fortovscafeerne, men her ser vi for øjeblikket nogle meget billige importvarer, som gør det svært at navigere, siger Henning Sønnichsen, der er salgsdirektør i Danish Crown Beef, i en ugentlige beretning.
På eksportmarkederne er billedet mere nuanceret. Der er fortsat god afsætning af de ædle udskæringer til især Italien og Spanien, mens markedet for forarbejdningsvarer er under pres – også uden for Danmark.
- De marmorerede varer kører uforandret godt, men det øvrige salg i Europa er også presset – især i det nordlige Europa, hvor det også gælder varer til forarbejdningsindustrien. Derfor arbejder vi meget med at få placeret varerne, så vi holder afsætningen, indtil foråret slår igennem og forhåbentlig giver os et stærkere marked, siger Henning Sønnichsen.
Slagtningerne i den forgangne uge er forløbet som forventet. En stor tilmelding betyder dog, at en mindre pulje dyr er blevet udsat til den kommende uge.
Kapaciteten øges i næste uge, men der kan fortsat blive behov for at udskyde enkelte dyr ved ugens afslutning.





































