Soliditetsgraden er steget i alle grene af den animalske produktion siden 2018, men niveauet er fortsat lavere end før finanskrisen. Fjerkræproducenterne har oplevet den største fremgang de seneste år. Kilde: L&F Markedsperspektiv via Danmarks Statistik

Soliditetsgraden er steget i alle grene af den animalske produktion siden 2018, men niveauet er fortsat lavere end før finanskrisen. Fjerkræproducenterne har oplevet den største fremgang de seneste år. Kilde: L&F Markedsperspektiv via Danmarks Statistik

Efter en årrække med pres er økonomien igen på vej op i den animalske produktion. Siden 2018 er soliditetsgraden steget på tværs af malkekvæg, svin og fjerkræ – og især efter 2021 er udviklingen taget fart.

Det skriver Landbrug & Fødevarer i nyhedsbrevet L&F Markedsperspektiv på basis af tal fra Danmarks Statistiks regnskabsstatistik for primære erhverv, som omfatter både heltids- og deltidsbedrifter.

Soliditetsgraden, der viser, hvor stor en del af bedrifternes aktiver der er finansieret med egenkapital, er dermed på vej op igen efter det markante fald i kølvandet på finanskrisen. Niveauet ligger dog fortsat under årene op til 2008.

Fremgangen er tydelig i malkekvægssektoren, hvor soliditetsgraden er steget fra 16,2 procent i 2021 til 23,9 procent i 2024. Høje mælkepriser har løftet indtjeningen og givet landmændene mulighed for at konsolidere sig.

Fjerkræ går forrest i opturen

Fjerkræproducenterne har oplevet den største fremgang. Her er soliditetsgraden vokset med 10 procentpoint siden 2021 og nåede 34,4 procent i 2024. Samtidig er overskudsgraden næsten fordoblet, hvilket har styrket egenkapitalen markant.

Også i svineproduktionen er der fremgang efter flere år med store udsving i noteringerne. Smågriseproducenterne har øget soliditeten fra 19,9 procent til 25,2 procent, mens producenter af slagtegrise er gået fra 22,4 procent til 27,0 procent.

Udviklingen peger samlet set på en mere robust animalsk sektor – men også på en sektor, der fortsat har et stykke vej tilbage, før den er lige så økonomisk modstandsdygtig som før finanskrisen.

FinansDriftsøkonomi