Der er nu bevægelse på det europæiske slagtesvinemarked. I mange EU-lande stiger slagtesvinenoteringerne moderat eller meget. Det oplyser Danske Svineproducenter i sit nyhedsbrev »Rundt i Europa«

Her lyder det, at den drivende kraft hovedsageligt er et overskueligt levendeudbud og udsigten til en stigende kødefterspørgsel i den nærmeste fremtid, som skyldes (del)åbningen af gastronomibranchen og grillaktiviteterne.

Den tyske notering markerede med en stigning på 4 cent den nye kurs. De slagtesvin, der er til rådighed i Tyskland, er til trods for helligdagen i sidste uge begrænsede og afsættes godt. De tyske slagterier accepterer det nye prisniveau.

Også den hollandske notering, som allerede i sidste uge steg med én cent, blev påvirket af fremgangen i Tyskland og steg med 5 korrigerede cent.

Med en korrigeret stigning på 6 cent er det den belgiske notering, der er iøjnefaldende i denne uge. Det forlyder, at situationen på det belgiske marked generelt balancerer med forventningen om en kortfristet forbedring af efterspørgslen. Ydermere kommenterede en markedsinteressent omkring den store prisstigning, at den belgiske notering, som fortsat har ligget på sidstepladsen i det europæiske felt, har et stort efterslæb.

Fra Danmark berettes der om en stabil eksport til Kina og Japan, og om at købelysten fra Sydøstasien er stigende. Den korrigerede danske notering steg med 4 cent.

Spansk føring

Med tydelig afstand rangerer Spanien efter det seneste moderate plus på 2 korrigerede cent på førstepladsen i det europæiske prisfelt.

Målt på slagtekapaciteten har det spanske levendeudbud en tendens til at være knapt, og man fortsætter med at importere slagtesvin.

Den franske notering, som ligger væsentligt under den spanske og en smule over den danske, er uændret. Ifølge en markedsinteressent er efterspørgslen efter fersk kød meget lav.

Finans