Ny super-topskat vil få de rigeste til at smutte til udlandet

Mandag præsenterede regeringen en ny skattereform inklusiv en ny top-top-skat. Men den vil få de rigeste til at søge mod udlandet, advarer dansk topchef ifølge Børsen.

Flere danske topchefer vil søge mod udlandet, hvis regeringen indfører den såkaldte top-topskat, som vil påvirke indkomster over 2,5 millioner kroner.

Sådan lyder budskabet fra Lars Rasmussen, bestyrelsesformand i Lundbeck og Coloplast, ifølge Børsen.

- Top-topskatten giver endnu en tilskyndelse til danske topchefer til at søge job i udlandet, hvor skatten er lavere. Konsekvensen er, at vi vil se flere topledere fra udlandet her i Danmark, som så kommer ind på forskningsskatteordningen her, siger Lars Rasmussen.

Demotiverende

Han siger videre til Børsen, at det er »demotiverende« for »de mennesker i vores samfund, der er allerdygtigst til at skabe både nye arbejdspladser og værdi«, for de får »kun« lov at beholde 40 procent af deres indkomst.

Top-topskatten er en del af den skattereform, som regeringen præsenterede mandag. Reformen sigter efter at lette personskatterne med op mod ti milliarder kroner ved at hæve beskæftigelsesfradraget. Som et led i skattereformen vil regeringen gennemføre en ekstrabeskatning på 5 procentpoint for de borgere, der tjener over 2,5 millioner kroner.

Læs også