Rabobank: Øget produktion af svinekød på verdensplan
Ifølge mediet Pig333 og andre nyhedsmedier så skriver Rabobank i deres seneste kvartalsoversigt, at mindre sygdomspres og bedre produktivitet betyder en øget global produktion af grisekød, lyder det Landbrug & Fødevarer i »Markedsnyt for grisekød«.

Foto: Colourbox
En øget produktion af svinekød på verdensplan kommer samtidig med, at efterspørgslen fortsat er udfordret. Forbruget af svinekød bør dog få støtte af, at flere forbrugere spiser hjemme, og der er relativt høje priser for andre animalske proteiner, lyder det fra markedsanalytiker Karsten Flemin.
Omkring udviklingen i de forskellige lande/områder i verden oplyser Rabobank blandt andet følgende:
I Kina forventes priserne for svinekød at stige beskedent i 2024 sammenholdt med 2023. Dette som følge af at udbuddet forventes at forblive presset, samtidig med at forbruget forventes at stige lidt.
Kraftigt fald
I Europa er produktionen af svinekød faldet kraftigt i 2023. Der forventes fortsat faldende produktion fremadrettet, men faldet forventes at være aftagende som følge af bedre økonomi i svineproduktionen.
Efterspørgslen fra forbrugerne kan igen blive testet i forbindelse med højere energiomkostninger i vintermånederne. Eksporten af svinekød forventes fortsat svag som følge af relativt høje svinepriser i Europa.
I Nordamerika gælder det, at øget produktivitet forventes at betyde mindre stigning i produktionen. Et egentlig fald i svinebestanden forventes at blive begrænset som følge af lavere omkostninger til foder.
I Brasilien forventes svinekødindustrien at nyde godt af, at foderomkostningerne er faldet med 26 procent på et år. Såvel på hjemmemarkedet som på eksportmarkederne forventes svinekød at beholde en konkurrencefordel i forhold til andre animalske proteiner.
I Japan forventes den hjemlige produktion af svinekød at nå bunden og produktionen forventes at stige fremadrettet. Importen af kølet svinekød forventes at stige i det igangværende 4. kvartal.