Store underskud for kinesiske svineproducenter
Kinesiske svineproducenter oplever betydelige økonomiske tab, og udfordringerne synes at vare ved ind i 2024, skriver Landbrug & Fødevarer i Markedsnyt for Grisekød.

Foto: Colourbox
De kinesiske svinepriser har i store dele af 2023 ligget betydeligt under produktionsomkostningerne, og baseret på futurepriserne ser de økonomiske problemer for svineproducenterne ud til at fortsætte i 2024, skriver Landbrug & Fødevarer i Markedsnyt for Grisekød.
Det kinesiske landbrugsministerium har gentagne gange advaret om udsigt til fortsat tab i branchen og opfordret de store svineproducenter til at sænke deres produktion. Indtil videre har myndighedernes opfordring dog ikke haft den store effekt på produktionen fra de store producenter.
I stedet ser det ud til, at de store producenter - med få undtagelser - forsøger at opretholde og effektivisere deres produktion og i stedet spare eller låne sig ud af de økonomiske problemer.
Undtagelser
En af undtagelserne er Kinas tredjestørste svineproducent, New Hope Liuhe, der sidste år solgte en del af sin produktion og har givet udtryk for ønsket om at sælge mere, hvis muligt.
Senest har New Hope Liuhe dog annonceret en plan om en aktieudvidelse på 7,35 milliarder yuan.
Den rejste kapital skal ifølge selskabet bruges til at opgradere selskabets svineproduktion, betale af på bankgæld samt til andre projekter.
En anden af de store svineproducenter, Tianbang Food, var ligeledes ude med planer om en større aktieudvidelse sidste måned, blandt andet med det formål at udvide svineproduktionen.