Danish Crown rapporterer om en »pæn aktivitet« i julehandlen, men den når ikke samme niveau som for et par år siden mange steder i Europa.

Som en konsekvens forbliver svinenoteringen uændret for fjerde uge i træk. Afregningen til andelshaverne fortsætter således på 12,90 kroner per kilo for slagtegrise og 9,80 kroner per kilo for søer.

- Julehandlen er helt sikkert inden for skiven, men spothandlen har ikke været på samme niveau, som vi tidligere har set. Om det er et udtryk for et lidt lavere forbrug, eller det skyldes et lidt større udbud af kød i Europa, fordi priserne på mange udskæringer og delstykker lige nu matcher priserne på eksportmarkederne i Asien, ved vi ikke præcist, men det har været en mere rolig december end vanligt, siger Mads Stougaard, der er markedsdirektør i Danish Crown.

I den kommende uge vil fokus være rettet mod det ferske salg, og det forventes at være den uge i løbet af hele året, hvor leverancerne til det danske hjemmemarked fylder mest i den samlede produktion.

Finans