Stor produktion vil presse kinesiske svinepriser

Det amerikanske kreditvurderingsbureau Fitch Ratings forventer, at den store kinesiske produktion af svin vil fortsætte i 2. kvartal 2024 og presse de kinesiske svinepriser.

Mens der er tegn på nedgang i produktionen hos nogle af de større kinesiske producenter, mener Fitch Ratings, at dette måske vil hæve svinepriserne en smule i sidste halvdel af året, selvom der er stor usikkerhed, skriver Landbrug & Fødevarer i Markedsnyt for Grisekød.

Kreditvurderingsbureauet påpeger, at de store producenter ønsker at fastholde deres markedsposition og genopnå tidligere investeringer. Derudover bemærker Fitch Ratings også, at disse store aktører har stærk adgang til finansiering, hvilket gør dem i stand til at modstå længere perioder med tab.

For mindre producenter betyder lavere faste omkostninger, at de kan opretholde produktionen trods lave svinepriser.

Dog observerer Fitch tegn på nedgang i produktionen hos visse store aktører som New Hope, Tech-bank Food og Aonong Biotech, som alle har frasolgt aktiver siden andet halvår af 2023.

Tvinges til mindre produktion

Fitch forventer, at det vedvarende pres på indtjeningen vil tvinge selv de mest omkostningseffektive producenter til at reducere produktionen i løbet af de næste 12 måneder. Men om dette vil være tilstrækkeligt til at ændre markedssituationen markant, er tvivlsomt, lyder det i nyhedsbrevet.

Indtil videre forventer Fitch Ratings, at efterspørgslen efter svinekød vil forblive stabil på det kinesiske marked, og det fortsatte høje udbud vil holde svinepriserne relativt lave, selvom prisstigninger er sandsynlige i sidste halvdel af året, som nævnt.

Læs også