Uændret notering hos Danish Crown Beef
En »stille vinterferie venter forude«, lyder det fra Danish Crown Beef, der fastholder noteringen uændret for alle kategorier.

Danish Crown Beef holder noteringen uændret for alle kategorier.
Markedssituationen og den generelt pæne efterspørgsel betyder, at Danish Crown Beef fastholder afregningen til andelsejerne. Noteringen for alle kategorier er derfor uændret i den kommende uge.
Med vinterferien lige om hjørnet forventer Danish Crown Beef, at det danske marked for oksekød for en stund gearer en smule ned. Især udsigten til mange udrejsende er med til at lette trykket på et ellers brandvarmt marked.
De kommende to uger med vinterferie i Danmark er som hovedregel lig med et roligere marked, da mange har traditionen for at tage enten på ski eller til varmere destinationer – og det forventer Danish Crown Beef også bliver tilfældet i år.
- Med de lettede restriktioner kommer vi til at se flere rejse udenlands, end det længe har været tilfældet, og det kommer til at tage toppen af trykket. Prisniveauet på de produkter, vi sender ud af slagterierne i Danmark og Tyskland, er dog generelt stigende, mens efterspørgslen både herhjemme og i eksportmarkeder er høj og stort set uændret. Så selv med flere ude af landet, forventer vi ikke markant mindre efterspørgsel, siger Henning Sønnichsen, salgsdirektør i Danish Crown Beef.
Ikke alt er i omdrejninger
- Samtidig virker det lidt som stilhed før stormen i Østen, hvor det kinesiske nytår har lagt en lille dæmper på blandt andet udespisningen. Det er nu overstået og hverdagen på vej tilbage, hvilket vi også mærker på kunderne i den del af verden.
De lettede restriktioner i Danmark er dog ikke ensbetydende med, at alle markeder for alvor er kommet op i omdrejninger. På foodservicefronten herhjemme lader det store opsvinget stadig vente en smule på sig.
- Foodservice er efterhånden begyndt at komme ind i en mere stabil gænge, men vi mangler stadig det helt store skifte, hvor vi ser den fulde effekt af de lettede restriktioner. Mange restauratører holder vejret og er en smule afventende. De har før set lyset for enden af tunnelen blegne igen under corona, hvorefter restriktionerne igen blev strammet. Så de er naturligt lidt forsigtige – men opsvinget venter lige om hjørnet, lyder det fra Henning Sønnichsen.