Notering for slagtesvin er uændret

Danish Crowns slagtesvinenotering er fortsat 8,10 kroner i næste uge. Søerne stiger med 30 øre.

Danish Crown fastholder slagtesvinenoteringen på 8,10 kroner i næste uge, mens sonoteringen får et pænt nyk opad med 30 øre.

- Det europæiske marked for grisekød står fortsat i startblokkene. Udbuddet i Europa er uden tvivl faldende, og det bør løfte priserne de kommende uger, vurderer Danish Crown i en markedskommentar.

- Der er helt sikkert ikke grise nok i særligt Tyskland og Polen til at fylde slagterierne. Derfor kræver landmændene helt som ventet højere priser for deres grise, og det signal har også nået markedet nu. Indkøberne stritter helt naturligt imod. De får lidt støtte i den lavere aktivitet grundet COVID-19, men i den sidste ende vil det være forholdet mellem udbud og efterspørgsel, der er afgørende, siger Kasper Lenbroch, der er kommerciel direktør i Danish Crown.

Fortsat stille i Kina

Der en god efterspørgsel på brystflæsk, og priserne på skinker med ben og hele forender stiger svagt. For nakker, kamme, bove og bacon gælder det, at markedet er stabilt.

- Fra nu og frem til påske ser vi normalt en stigende aktivitet. Det hænger typisk sammen med, at sortimentet i Mellem- og Sydeuropa skifter fra de lidt tungere vinterretter til udskæringer, der egner sig til grillen eller servering med friske grøntsager. Vi er ikke i tvivl om, at stemningsskiftet er i gang, men det er fortsat usikkert, hvor hurtigt det kommer til at flytte priserne, siger Kasper Lenbroch.

Til markederne udenfor Europa er der fortsat stille fra de kinesiske indkøbere, som koncentrerer sig om de typiske Kina-varer, mens salget til Japan er stabilt på et relativt højt niveau.

Læs også