Den seneste tids rolige efterspørgsel på okse- og kalvekød fortsætter ind i denne uge, og det gælder både på hjemmemarkedet og eksportmarkederne.

Således forbliver afregningspriserne for slagtekvæg uændrede i denne uge, hvor Himmerlandskød fastholder noteringen for samtlige kategorier.

Detailhandlen melder om en stille periode, hvor efterspørgslen fortsat koncentrerer sig om hakket oksekød og udskæringer til hverdagens retter. Salget af de dyrere udskæringer rører for nuværende ikke meget på sig.

Til foodservicesektoren – herunder restauranter, cafeer og kantiner, opretholdes et uændret salg på et stabilt niveau. Det skiftende vejr medfører dog, at indkøbene foretages med en kortere planlægningshorisont end normalt.

De sydeuropæiske markeder, særligt Italien og Spanien, efterspørger primært bagfjerdinger til opskæring, og lagrene er igen fyldt op efter augustferien.

Himmerlandskød slagter i denne uge 2.950 dyr på slagteriet i Aalestrup.