Hvis USA bliver ramt af afrikansk svinepest, vil det få voldsomme konsekvenser for priserne på svinekød i Guds eget land i følge en ny rapport.

En rapport fra Iowa University forudser et umiddelbart prisfald på 40-50 pct. i amerikansk svinepris, såfremt USA bliver ramt af et udbrud af afrikansk svinepest, beretter Agra Europe ifølge Markedsnyt fra Landbrug & Fødevarer.

Rapporten fra Iowa University opererer med to hypotetiske scenarier. Et hvor smitten ikke kommer under kontrol i løbet af en 10 års periode. Og et andet hvor sygdommen kommer under kontrol, og eksporten af grisekød fra USA kan genoptages indenfor to år.

I begge scenarier forventer man et umiddelbart prisfald på levende svin på 40-50 pct., som er nødvendigt for at få spist alt det grisekød, der normalt eksporteres.

I det første scenarie, hvor svinepesten ikke kommer under kontrol, forventer man en kraftig nedskalering af svineproduktionen i USA i løbet af fem år, hvor producenterne oplever store økonomiske tab. Derefter en amerikansk produktion af svin på et lavere niveau.

I det andet scenarie forventer man også en periode med store tab for producenterne. Men her vil man være tilbage på eksportmarkederne, inden produktionen for alvor falder markant.

Finans