Danmark har i løbet af de første syv måneder af 2020 øget eksporten af svinekød til tredjelande udenfor EU til over en halv million tons, viser nye tal.
Den store efterspørgsel efter svinekød fra specielt Kina har fortsat været med til at holde gang i den danske eksport af svinekød i årets første syv måneder. Det viser tal fra EU-kommisionen ifølge Markedsnyt for svinekød fra Landbrug & Fødevarer.
Fra januar til og med juli i år 2020 eksporterede Danmark 529.189 tons svinekød i produktvægt, og det var en stigning på 19 procent i forhold til samme periode i 2019, hvor Danmark eksporterede 443.137 tons.
Med den øgede eksport konsoliderer Danmark sin position som EU's tredjestørste eksportør af svinekød til tredjelande efter Spanien og Tyskland.
Flere svin i Kina
Ikke overraskende er det Kina og Hong Kong, der næsten egenhændigt har været driveren for den øgede eksport. I lande som Japan og Sydkorea er importen af svinekød fra de 27 EU-lande faldet med mellem 20 og 30 procent.
Fremover kan der dog være tegn på, at Kina vil få mindre brug for at importere svinekød. Ifølge telegrambureauet Reuters viser tal fra det kinesiske landbrugsministerium, at Kinas bestand af svin er stigende.
Således var svinebestanden i august 4,7 procent højere end i juli, og hele 31,63 procent højere end på samme tidspunkt året inden.
hka