De svære tider for oksekødsproducenterne ser ikke ud til at forandre sig foreløbigt. Markedet for okse- og kalvekød er nemlig anstrengt, skriver Danish Crown i en markedsorientering.

- Der er rigelige tilførsler af kalve og ungtyre til slagtning, men afsætningen er svag. Salget af voksent oksekød forløber uændret, skriver slagteriet.

Hjemmemarkedet melder om rolig handel. Sæsonen for kalvekød har kulmineret, og det kølige vejr lægger en dæmper på efterspørgslen. Eksporten til Sydeuropa melder ligeledes om rolig handel, og indkøberne disponerer kortsigtet.

Hvedepriserne fortsætter opturen

Det kunne være en god idé at købe korn på lange kontrakter, for priserne ser ud til at være på vej videre op. Det skriver Palles Blog på agrocom.dk.

Forklaringen på den seneste udvikling skal formentlig findes i, at kornhøsten i USA ikke er overvældende, som det kunne ses i den seneste Wasde-rapport, hvilket satte gang i en vending i markedet.

- I denne uge er priserne brudt over 183/184 euro, og dermed vender den korte trend tilbage til stigende. Det gennembrud udløser også et købssignal, men bliv ikke overrasket, hvis priserne korrigerer tilbage til oversiden af 183/184 euro, inden priserne igen går i vejret, skriver analytiker Palle Jakobsen og fortsætter:

- Sker det, skal det blot ses som en god købsmulighed. Bemærk også at momentet nu er stigende og at priserne også er brudt over 100 dages glidende gennemsnit. Dermed bekræfter de tekniske indikatorer den korte stigende trend.

Trenden understreges af, at Matif-møllehveden steg mandag med over to procent på september- og december-kontrakterne.

Stramme udsigter for rapsproduktion

I sidste uge udkom den europæiske handelssammenslutning Coceral med en ny prognose for hvedeproduktionen i Europa. Og der er udsigt til stigninger.

Coceral forventer, at hvedeproduktionen i år får et udbytte på 140,3 millioner tons, hvilket er en stigning på 13 millioner tons i forhold til 2017. Det skriver Jyske Markets fra Jyske Bank i en afgrødekommentar.

Knapt så positivt ser det ud for rapsproduktionen, der blev sænket til underkanten af 18 millioner tons for 2019, mod 19,7 millioner tons sidste høst.

- Den europæiske forsyningsbalance for kommende sæson ser ud til at blive stram, men et kinesisk importforbud af canadisk canola, kan øge den oversøiske import, mens Kina sandsynligvis vil søge mod de traditionelle europæiske importdestinationer som Ukraine og Australien, skriver selskabet i analysen og fortsætter:

- Et overforsynet vegetabilsk oliemarked forventer vi vil fortsætte med at lægge en dæmper på stigningspotentialer for rapsfrøene.

Ujævne oliepriser fortsætter

Oliepriserne har svært ved at finde et stabilt leje. Det kunne ses, da børsen i Singapore tirsdag åbnede med fald på menuen.

Brent-råolien faldt med 0,3 procent til under 70 dollars igen (69,90 dollars, red.) efter en stigning på 2,1 procent mandag.

Det amerikanske WTI-indeks steg med 40 cents til 59,03 dollars fra fredag. Handlen med den amerikanske future var lukket mandag på grund af helligdag i USA.

Analytikere siger til telegrambureauet Reuters, at Brent-priserne er under pres på grund af økonomisk afmatning i Kina. Det skyldes den kinesiske handelskrig med USA.

Finans