Markedsnoter: Mindre såning end ventet i USA

570-23-ef
De amerikanske tilsåningstal for majs og sojabønner er lavere end forventet, og det sendte natten til tirsdag prisen på afgrøderne højere, skriver Jyske Bank i sin daglige afgrødekommentar.
- For majs blev der i sidste uge kun sået 9 procent af de forventede arealer, og det bringer de samlede majsarealer op på 67 procent. Fremgangen i tilsåningen af sojabønner var ikke meget anderledes med 10 procentpoint fremgang, hvor 39 procent af de forventede arealer nu er tilsået.
Dog ser det ud til, at de amerikanske landmænd får godt såvejr ugen ud.
- Det betyder at fremgangen for denne uge må forventes at blive stor, men det er også nødvendigt for især majsen, hvor uret tikker, og faren for udbytterfald stiger dag for dag, hvor majsen ikke er kommet i jorden, skriver Jyske Bank.
Fokus er nu på, at varmt og tørt vejr i det sydlige Rusland og Sortehavet kan skade den russiske hvedeproduktion.
- Selvom tørken kommer for sent til at den for alvor kan skader, i modsætning til sidste år, så har den dog indflydelse på de endelige udbytter, skriver banken.
Lave forventninger til rapsudbytter
Analysehuset Strategie Grains har igen sænket sine forventninger til den europæiske rapshøst efter nedjusteringer fra de store producenter som Frankrig og Tyskland, men melder generelt om skuffende udsigter på tværs af Europa. Det skriver Jyske Bank i sin afgrødekommentar.
- Strategie Grains nedjusterede forventninger fra 18,85 i sidste måned til 17,8 mio. tons denne måned, og tilføjer at den europæiske rapsproduktion har kurs mod det laveste niveau i et årti. En svag prisudvikling blandt de substituerende produkter som palme- og sojaolie samt hård konkurrence fra canadiske canolafrø gør det dog svært for de europæiske rapspriser at stikke helt af, selvom forsyningssituationen isoleret set kunne tillægge det, skriver banken.







































