Mange forbinder det nordsjællandske landskab med fritidslandbrug, hestefolde og dyre boliger.

- Det er på sin vis nok også rigtigt. Men der findes stadig professionelle landbrugsbedrifter, som oplever den samme strukturtilpasning som i det øvrige land. Det løsner endnu flere mindre landbrugsejendomme, som er attraktive for travle byfamilier, som vil udleve drømme på landet, måske med heste, får eller dyrkning af egne grøntsager.

- Andre tager skridtet endnu længere og forfølger »jord-til-bord«-princippet. Vi ser heroppe flere og flere gammeldags landbrug med produktion og salg af fødevarer. Det være sig kød fra kvæg eller får, æg, grøntsager eller måske juletræer, som afsættes i lukkede kredsløb eller i gårdbutikkerne, der skyder frem i stadig større antal. Det er en livsform med bæredygtigheden i fokus, som ikke skal underkendes. Også disse brug er gode kunder her i forretningen.

Maskinforretningen i Jørlunde var oprindelig DLAM-afdeling ud til den gamle Roskildevej. I dag er Jørlunde Maskinforretning ved den nye landevej en markant samarbejdspartner for både de nordsjællandske professionelle og fritidslandmændene samt entreprenører, anlægsgartnere og andre virksomheder, som for manges vedkommende løser opgaver i den grønne sektor i hovedstaden.

Maskinforretningen i Jørlunde var oprindelig DLAM-afdeling ud til den gamle Roskildevej. I dag er Jørlunde Maskinforretning ved den nye landevej en markant samarbejdspartner for både de nordsjællandske professionelle og fritidslandmændene samt entreprenører, anlægsgartnere og andre virksomheder, som for manges vedkommende løser opgaver i den grønne sektor i hovedstaden.

Behov for effektive maskiner

Ordene kommer fra direktør Martin Andersen hos Jørlunde Maskinforretning A/S midt i dette smørhul af landbrugsbedrifter, hobby- og fritidsbrug - samt de mange lokale firmaer, som hver dag tager turen ind til hovedstaden for at servicere grønne områder, parker, kirkegårde, veje eller byggeopgaver.

- Om det er parret, som kommer hjem fra fuldtidsarbejdet i København, og efter klokken 18 skal ud i deres hobbybrug, eller entreprenøren, kirkegårdsgartnere, boligforeningen, eller anlægsgartneren, som ud over hovedstadsopgaverne også passer den store have for fru Jensen, så har de alle behov for effektive maskiner. Og lokal eksperthjælp og reservedele, så oppetiden bliver kortest muligt.

- Jeg plejer at sige, at vi er med til at kunne effektivisere disse »gårdejeres« sparsomme fritid. Med et bredt udbud af maskiner, og hvor traktoren eller ATV'eren skal være i orden og starter i første hug.

Sammen med Jens Jensen, som grundlagde virksomheden i 1992, er værkfører Allan Asmussen ejer af Jørlunde Maskinforretning ApS.

Sammen med Jens Jensen, som grundlagde virksomheden i 1992, er værkfører Allan Asmussen ejer af Jørlunde Maskinforretning ApS.

Gode til mindre traktorer

En enkelt Claas-traktor med 320 hestekræfter og en stor Kuhn-rive afslutter rækken af 80-200 hestes Claas-traktorer og en Yanmar kompakttraktor på pladsen foran maskinforretningen i Jørlunde mellem Ølstykke og Hillerød.

Udstillingen af nye traktorer og maskiner afspejler sammen med den bugnende butik med al tydelighed behovet i kundekredsen.

- Vi er gode til traktorerne under 200 hk, som typisk efterspørges til fritidsbrugene og de nedlagte brug, hvor det meste af jorden er forpagtet ud. Ofte drives de af lønmodtagere, der som hobby selv laver lidt hø eller har behov for trækkraft til brakpudseren i naturarealer.

I gennemsnit har butikken besøg af omkring 300 professionelle kunder og heraf en mindre del private. Det er butikschef Marianne Gradischnig, som holder døren.

I gennemsnit har butikken besøg af omkring 300 professionelle kunder og heraf en mindre del private. Det er butikschef Marianne Gradischnig, som holder døren.

Fik Claas sidste år

For et år siden blev Jørlunde Maskinforretning forhandler af hele Claas-programmet efter ti år med Case IH.

- Det er et perfekt traktorprogram, der starter fra 75 hk og med kompakte modeller til fritidsbrugene og hele den grønne sektor, sammen med maskiner til høbjærgning. Gælder det de største traktorer, mejetærskere og andre store maskiner tager vi gerne Danish Agro Machinery (Claas-importøren, red.) under armen, siger Martin Andersen og glæder sig over, at det i sidste ende blev Claas-produkterne, som kom på hylderne i Jørlunde.

Han røber, at stort set alle førende traktorimportører henvendte sig, da et mærkeskifte i forretningen kom på tale.

Øjensynligt på grund af den unikke placering med et stort kundegrundlag tæt ved København og en god markedsandel i det ofte glemte Nordsjælland, vurderer direktøren.

- Der var flere bejlere, men vi havde koldt vand i blodet. Inden den sidste Case IH-traktor kørte fra pladsen, var aftalen som selvstændig Claas-forhandler en realitet.

Med til historien hører nok også Jørlunde Maskinforretnings bundsolide økonomi med stort set kun sorte tal siden etableringen i 1992.

15 medarbejdere er beskæftiget hos Jørlunde Maskinforretning. Heriblandt Andreas Hansen, der nu er fjerde generation af smede og landbrugsmekanikere, som har arbejdet med områdets traktorer og redskaber.

15 medarbejdere er beskæftiget hos Jørlunde Maskinforretning. Heriblandt Andreas Hansen, der nu er fjerde generation af smede og landbrugsmekanikere, som har arbejdet med områdets traktorer og redskaber.

DLAM-afdeling

Historien rækker dog endnu længere tilbage. Således opførte DLAM-andelsmaskinindkøbet i 1962 en afdeling på den nuværende placering, hvor der dengang lå en tankstation.

I 1992 købte den daværende forretningsfører Jens Jensen afdelingen og grundlagde Jørlunde Maskinforretning, dengang med John Deere-forhandling.

Jens Jensen på 73 år er stadig ejer af de 51 procent af aktierne og er bestyrelsesformand i den velrenommerede maskinforretning, ligesom han fra hjemmet fortsat sælger maskiner til de trofaste kunder.

For otte år siden kom værkfører Allan Asmussen ind som medejer med de 49 procent af aktierne.

Jørlunde Maskinforretning har et stort udvalg i butikken til den grønne sektor. Lige fra værktøj og motorsave til store selvkørende klippere, som denne Energreen RoboEvo.

Jørlunde Maskinforretning har et stort udvalg i butikken til den grønne sektor. Lige fra værktøj og motorsave til store selvkørende klippere, som denne Energreen RoboEvo.

Fra IT-verdenen

Med posterne som både værkfører, direktør, sælger og daglig leder så Allan Asmussen i efteråret 2023 sig omkring efter en afløser på direktørposten. Han behøvede kun at kigge ud i butikken.

Efter 30 års ledererfaring i fitnessbranchen og senest en årrække i it-verdenen havde Martin Andersen ved en tilfældighed set en jobannonce fra maskinforretningen efter en ekspedient.

- Uden det skal lyde forkert, så kunne jeg sagtens lange motorsave over disken, om end i en overgangsperiode, inden jeg skulle videre efter det frivillige stop i it-branchen. Nu sidder jeg så her, smiler den administrerende direktør, der med sin opvækst på en gård på egnen glæder sig over at være »tilbage« i landbruget.

Foto: Erik Hansen

Foto: Erik Hansen

Landbrugs-DNA

- Min far var kunde her dengang, så jeg kendte godt Jørlunde Maskinforretning. Jeg startede med at køre traktor som 10-årig, og derfor ligger landbruget i mit dna. Ikke mindst har jeg den største respekt og forståelse for det at være landmand. Det er en livsstil, uanset op- og nedturene i erhvervet.

- Det har jeg selv oplevet i min familie, hvor min far heldigvis klarede skærene, lyder det fra 51-årige Martin Andersen, der uden slips og i firmaets arbejdstøj er i færd med at gøre klar til et åbent hus-arrangement to dage senere, da MaskinParkens udsendte møder op i Jørlunde.

- Jeg elsker jobbet, kollegerne og kunderne, lyder det bramfrit på nordsjællandsk, mens en palle nye Stiga-plæneklippere er på vej til butikken.

Jørlunde Maskinforretning A/S

Grundlagt i 1962 som DLAM-afdeling ud til Roskilde-vejen i Jørlunde. Købt af forretningsfører Jens Jensen i 1992, der fortsat er ejer af maskinforretningen sammen med værkfører Allan Asmussen. Siden 2023 har Martin Andersen været administrerende direktør

Hovedproduktet er Claas, som Jørlunde Maskinforretning fik forhandlingen af 1. maj 2025. Øvrige produkter er blandt andet Kuhn, Kverneland, Bednar, Spearhead, Amazone, Giant samt til den grønne sektor Husqvarna, Stiga, Stihl, Ferris, Energreen, Yanmar, Yamaha m.fl.

15 ansatte

2.000 kvadratmeter bygning på 17.200 kvadratmeter grund

300 besøgende i butikken dagligt

Foruden Stiga er Husqvarna, Stihl, Ferris, Yamaha og en lang række øvrige produkter til anlægs- og have-/park-segmentet stærkt repræsenteret i butikken, som primært henvender sig til professionelle kunder. To medarbejdere er fuldtidsbeskæftiget med at ekspedere de i gennemsnit omkring 300 professionelle og i mindre grad private kunder, som dagligt besøger butikken.

I reservedelslageret huserer tre mand og en halvtidsansat. I værkstedet er syv medarbejdere beskæftiget, og administrationen tager en bogholder og en halvtidsmedarbejder sig af.

- Vi har en flad ledelse og organisation her i virksomheden, hvor alle tager fat og har stor fokus på god service og høj faglighed, fastslår Martin Andersen, der foruden lederskabet tager sig af salgsarbejdet.

Søger sælger

Foruden hovedproduktet Claas samt de øvrige Danish Agro Machinery-produkter som Bednar, Speadhead og Fliegl omfatter programmet til landbrugskunderne Kverneland, Amazone, Giant-minilæssere samt Kuhn fra MI, hvor Jørlunde Maskinforretning lige siden 1992 har været medlem.

Selv om 2025-regnskabet endnu ikke er færdigt, tegner det endnu et pænt overskud. Samtidig glæder Jørlunde-direktøren sig over en god start på dette år, blandt andet takket være en vinter med sne, der gav travlhed hos mange af kunderne.

- Vi har en sund forretning, hvor vi ikke er bange for at sige nej til en dårlig handel. Til gengæld er vi meget bevidste om, at vi sælger noget, som vores kunder har brug for. Vi er ikke kopimaskinesælgere. Vi har stor tillid til vores produkter og kan derfor til enhver tid se vores kunder i øjnene, fastslår Martin Andersen, der kigger efter en hjælper til det omfattende salgsarbejde.

- Men vi stiller krav til vedkommende, der gerne må have muld i dna'et.

Jørlunde Maskinforretning deltager hvert år på Roskilde Dyrskue. For anden gang bliver det i år på en stor fællesstand med Danish Agro Machinery.

MaskinerMaskinerBusiness