Planlæg og investér i det rigtige udstyr
Det er vigtigt at gøre sit forarbejde ordentligt – og sørge for, at man har det rette udstyr til rådighed. Det er opskriften på en sikker måde at arbejde med gylle på, mener arbejdsmiljøchef hos Seges, Helle Birk Domino.

Helle Birk Domino, arbejdsmiljøchef hos Seges, er frustreret over alt for mange gylleulykker. Fotos: Seges
Arbejdsmiljøchef hos Seges, Helle Birk Domino, er frustreret.
Træt af at læse om alvorlige ulykker i landbruget, der kunne have været undgået, hvis man havde arbejdet med høje sikkerhedsstandarders om arbejdet med gylle tilsyneladende kræver. Især når det handler om risiko for frigivelse af de giftige svovlbrintegasser, som opstår i forbindelse med håndtering af gylle.
Derfor kommer hun med nogle klare anbefalinger til, hvordan man skal forholde sig, når sæsonen for at køre gylle på marken nærmer sig.
Først og fremmest så handler det om at sætte sig rigtigt grundigt ind i opgaverne og de tidspunkter, hvor man skal være påpasselig. Hvis man gør det, er man allerede kommet ganske langt, Det er vigtigt at have viden om, hvornår der kan være fare på færde, siger Helle Birk Domino.
Gå systematisk til værks
Det nytter dog ikke meget at sætte gang i processen, hvis man ikke mener det. Så bliver indsatsen halvhjertet og ligegyldig, mener Helle Birk Domino.
Som landmand skal man sætte sig det for. Og gå systematisk til værks. Det skal være en del af bedriftens målsætning, at der skal være styr på sikkerhed og ulykkerne skal forebygges. For så er motivationen der – og det er noget, der rykker. Landmanden skal gå foran og vise at man mener sikkerhed ved gyllehåndtering er en topprioritet, siger Helle Birk Domino.
Derudover mener arbejdsmiljøchefen, at det er en god idé at udpege en ansvarlig for sikkerheden på området.
Der skal være én, der organiserer arbejdet. Får vedtaget hvad man gør, når man arbejder med gylle. Og ikke mindst hvordan man skal agere, hvis ulykken skulle ske alligevel, siger Helle Birk Domino.
Tjek op på udstyr
En af de ting, som Helle Birk Domino anbefaler er, at man anskaffer sig udstyr, som kan være med til at advare, hvis koncentrationen af svovlbrinte i luften stiger.
- Der er flere der sælger målere, der kan opfange forhøjede koncentrationer af svovlbrinte. Og det er et virkelig godt værktøj som kan afgøre, hvornår man skal forlade området. Det er ikke en forsikring mod at en ulykke kan ske, men en indikator for, hvornår koncentrationen er for høj, siger hun.
Når ulykken er ude, så er der også én anbefaling til et stykke udstyr, som kan gøre en stor forskel.
- Min klare anbefaling er, at man anskaffer sig en friskluftforsyning. Altså en maske med en ekstern iltforsyning koblet til. Hvis man har sådan én, kan man forsøge at redde en person, der er besvimet af gas. Ellers er det eneste man kan at sørge for at tilkalde hjælp og så bør man holde sig på afstand, så man ikke selv risikerer at blive ramt, siger hun.
Livrem og seler
Hvis uheldet skulle være ude, så er det med at have udstyret i orden. For det kan være kritisk.
- Det er en lille investering for et menneskeliv. Sørg for at have det tilgængeligt – og i brug - når man arbejder i zoner hvor man har identificeret en risiko i sit forarbejde. At gå med livrem og seler er ikke udtryk for at være overforsigtig, men netop et udtryk for at tage det her livsfarlige svovlbrinte seriøst alvorligt og arbejde professionelt, understreger Helle Birk Domino.
l-l