Det er de færreste golfvogne, der kan prale af at være udstyret med så meget præcisions-grej som vognen, der drøner frem og tilbage på testpladsen uden for Thorsen-Teknik i Farsø.

Pladsen agerer som testområde for virksomheden, der siden 2009 har specialiseret sig i udstyr til præcisionsjordbrug. I efteråret skiftede virksomheden adresse fra den 1.000 kvadratmeter store bygning lidt længere nede ad vejen til det nuværende 1.500 kvadratmeter store indeareal med udenomspladsen, der tæller 18.000 kvadratmeter, hvor udstyret kan blive testet på både golfvognen og den grønne Fendt-traktor, der også er en fast del af testholdet.

Da Torben Thorsen for 12 år siden startede som enkeltmandsvirksomhed, handlede det i vid udstrækning om at få traktorerne til køre lige frem og tilbage efter gps-koordinater.

- Men jeg oplevede ret hurtigt efterspørgsel på specialløsninger til redskabsstyring. Blandt andet så man kunne holde styr på sin ammoniak, fortæller Torben Thorsen, der har udstyr fra amerikanske Topcon og Raven på hylderne, mens der også er stort fokus på selv at udvikle løsninger, der ikke er på markedet i forvejen.

I dag fylder A-B-systemer, der blot guider traktorerne i lige linjer, heller ikke meget for firmaet, der nu tæller 12 medarbejdere, som dækker hele Danmark, Norge og Sverige, og som sætter en ære i at finde muligheder, som andre endnu ikke har set.

- Vi kan godt lide de ting, som ikke findes andre steder. Derfor er vi meget opmærksomme på, hvilke trends der rører på sig rundt omkring, fortæller Torben Thorsen, der beskriver sig selv som en vigtig faktor i forhold til den innovative del af Thorsen-Teknik, men til gengæld kommer til kort, når vejen fra idé til færdigt produkt skal findes, og husets to programmører tager over.

Den rigtige løsning

Selvom man kan finde løsninger til stort set alle opgaver, der rimer på præcisionslandbrug hos Thorsen-Teknik, gør virksomheden meget ud af at finde netop den løsning, der passer til den enkelte landmand. Og der er sjældent én løsning, der virker for alle.

- Der er mange forskellige behov, og det er ikke altid, at landmanden ved præcis, hvilke muligheder, der findes for at løse netop det, han har brug for. Derfor er det en vigtig opgave for os at vejlede og sparre med kunden, for at finde den optimale løsning – eventuelt en løsning, der starter med det basale og senere opgraderes til at klare endnu flere opgaver. Så vi kan sjældent bare hive en standardløsning ned fra hylden, fortæller Casper Norlyk, der er salgsansvarlig hos Thorsen-Teknik.

Uanset behovet, mener Casper Norlyk og kompagni, at der næsten altid kan findes en løsning, hvor bedriftens nuværende materiel kan opgraderes til præcisionslandbrug uden, at der skal investeres i nyt jern.

- Man kan komme langt for forholdsvis få penge ved at opdatere eller opgradere de nuværende maskiner. Hvis du har en maskine, der stadig virker som den skal, er der ingen grund til at investere i en ny, der er født med præcisionsudstyr, siger Casper Norlyk, der vurderer, at en eftermonteret præcisionsløsning ofte kun vil stå i omkring 1/10 af prisen, hvis der også skal en ny maskine med i købet.

- Samtidig har du muligheden for at sætte udstyret over på en ny maskine, hvis du nu en dag skulle gå hen og skifte den ud, konstaterer han og nævner en nylig opgradering af en kartoffellægger som et eksempel på, at man ikke behøver have nyt maskinel for at blive skarpere på præcisionslandbrug.

Finder fejlen

Mens opgraderinger og sparring om at finde frem til de rigtige løsninger fylder en stor del for Thorsen-Teknik, gør holdet fra Farsø også en dyd ud i at få sat landmændene godt i gang, når grejet er blevet opgraderet.

- Hvis folk ringer for at få hjælp til at bruge deres udstyr, har vi ikke gjort vores arbejde godt nok. Vi går efter at få kunden sat godt ind i tingene, så de er trygge ved deres nye produkt, når vi kører derfra, fortæller Torben Thorsen, der dog mærker stigende aktivitet på telefonen, når forårsarbejdet går i gang.

- Vi håndterer et sted mellem 1.500 og 2.000 sæt i Danmark, og vi kan overvåge alt RTK-udstyr, når de kører ud i marken. Og vi kan altså godt mærke på telefonen, når forårsarbejdet går i gang. For selvom vi gør meget ud af at bruge tid hos kunden, så er der nogle, der lige skal have opfrisket, hvordan det nu lige er, det fungerer, når det er udstyr, de kun bruger få uger om året, siger direktøren, der ud over at sende folk ud for at servicere udstyr, Thorsen-Teknik selv har installeret, også hjælper folk med andet udstyr, der fungerer via Isobus.

- Vi er de eneste i Danmark, der kan alt med Isobus. Vi har det samme fejlsøgningsudstyr som Isobus-styregruppen bruger, så derfor kan vi hjælpe i forhold til alt, der har med Isobus at gøre – også selvom det er fremmed udstyr for os – det kan være John Deere, Hardy-sprøjter og meget andet. Vi skal nok finde fejlen, hvis der er problemer, fastslår han.

Innovation er omdrejningspunktet

Torben Thorsen lægger dog ikke skjul på, at det er virksomhedens fokus på at udvikle nye løsninger, der er omdrejningspunktet. Han vurderer, at omkring 50 procent af omsætningen kommer fra egenudviklede systemer, mens den anden halvdel kommer fra hyldevarer.

- Det er i forhold til den innovative del, vi har vores berettigelse. Vi kan ikke præge udviklingen i forhold til miljøkrav og andre retningslinjer, men vi kan se mulighederne og være med til at sikre, at der hele tiden findes løsninger, der gør, at vi kan imødekomme de krav, landbruget møder, siger Torben Thorsen, der erkender, at der måske ville være mere sikkerhed i at satse mere på at have allerede kendte varer på hylderne frem for at insistere på hele tiden at udvikle nyt.

- Der er ingen tvivl om, at det koster at lege og arbejde med en løsning i flere år, før vi er klar til at frigive den, men det er også sindssygt interessant, når en kunde spørger, om vi har en løsning på et specifikt problem, som vi så prøver at arbejde os frem mod. Og så er det altså bare vores force som lille virksomhed at kunne tilbyde produkter, som ingen andre har, lyder det fra direktøren, der altså satser på masser af nye opgaver til golfvognen og testtraktoren de kommende år.

- Hvis folk ringer for at få hjælp til at bruge deres udstyr, har vi ikke gjort vores arbejde godt nok. Vi går efter at få kunden sat godt ind i tingene, så de er trygge ved deres nye produkt, når vi kører derfra.

Direktør og indehaver Torben Thorsen, Thorsen-Teknik, Farsø

Styr maskinen med to fingre

Mens termer som gradueret tildeling, lige pløjefurer, variabel udsåning og udbyttemåling fylder meget hos Thorsen-Teknik, har Farsø-virksomheden også udviklet løsninger til at lette arbejdsgangen i førerhuset.

En af de løsninger er Eik-Steer – en lille vippekontakt, der gør føreren i stand til at styre traktoren med to fingre og dermed afhjælper det slid, som mange timer bag rattet og opgaver med frontlæsser, hvor der skal drejes meget, kan forårsage på skulder, ryg og nakke.

- Det er en løsning, der letter meget i forhold til slid, og samtidig giver den en hånd fri til at betjene andre håndtag og knapper. Det er en løsning, som mange kunder har været rigtig glade for, fortæller Casper Norlyk, der viser, hvordan Eik-Steer virker i golfvognen, der bliver brugt til at teste mange af Thorsen-Tekniks egenudviklede systemer.

Mens styringsløsningen kan monteres direkte på traktorer, der er klargjort til AutoGuide, har golfvognen fået monteret et el-rat, så lange- og pegefinger på venstre hånd kan styre den sikret rundt på testpladsen. På nogle modeller vil systemet virke via en ekstern hydraulikblok.

Maskiner