Månedens traktorstatistik for juni måned har New Holland som højdespringer. Ud af 150 solgte traktorenheder står der New Holland på de 37.
Både New Holland og Case IH har gode tal for traktorsalget i juni måned. New Holland har solgt 37 traktorer og Case IH kommer ud med 29. Tilsammen har CNH-koncernen en markedsandel på 44 procent af det danske traktorsalg i juni måned.
Det er stadig John Deere, der er den mest populære traktor i Danmark. Første halvår af 2021 har mærket solgt 185 traktorer og fører med en markedsandel på hele fem procent ned til New Holland, som er nummer to på listen. Generelt er traktormarkedet for de første seks måneder vokset med hele 19 procent i forhold til sidste år, nemlig fra 687 til 817 traktorenheder.
Alene i juni måned er traktorsalget vokset med lige over 30 procent i forhold til sidste år. 150 mod 115 traktorer sidste år. For juni måned ser traktorstatistikken således ud. New Holland 37, Case IH 29, John Deere 27, Fendt og Massey-Ferguson med hver 14, Claas og Valtra med hver 13 og Kubota, Lindner og McCormick med hver én.
Flere traktorer over 200 hk
Traktorsalget for de første seks måneder i 200-hk segmentet er på 498 enheder mod 429 sidste år. En stigning på godt 16 procent.
Det er John Deere, som er den foretrukne traktor i 200-hk segmentet, med en markedsandel på 26 procent. Hele 130 traktorer ud af 498 står der John Deere på. På de følgende pladser kommer Fendt med 79, Case IH 75, Massey-Ferguson 65, New Holland 60, Claas 48, Valtra 30, Deutz-Fahr 8, JCB 2 og PM Trac med én traktorenhed.
Koncerntallene for de første seks måneder viser, at CNH-koncernen (Case IH og New Holland) har 279 enheder, Agco-koncernen (Fendt, Massey-Ferguson og Valtra) har solgt 256 traktorer, og John Deere med 185 traktorer.