- Jeg er glad for, at aftalen er langsigtet. Vi ved, hvad vi har, og hvad vi får de næste tre år, fortæller faglærer Max Frederiksen fra JU Århus.

I august fik skolen leveret en Axion 830 CMATIC, en Arion 660 CMATIC og en Arion 530 HEXASHIFT. Et samarbejde med Traktor Høst i Hinnerup betyder, at skolen hvert år i august bytter de tre Claas traktorer til tre nye, så eleverne hele tiden er opdateret med den nyeste teknologi. Aftalen løber i tre år.

Max Frederiksen ser aftalen som en stor bonus for skolen.

- Vi er hele tiden opdateret med den nyeste teknologi, og det, der rør sig, får eleverne i hænderne med det samme, fortæller han og fortsætter:

- Det er vigtigt, at eleverne bliver undervist i den nyeste teknologi, fordi det er det, de møder i branchen, og det, der forventes, at de kender, når de skal ud i den virkelige verden. Derudover kan tre nye traktorer også være med til at tiltrække elever til skolen, som gerne vil det professionelle landbrug.

Traktorerne skal bruges i undervisningen på JU Århus’ skolelandbrug, Bredballegård, hvorfra 20-30 elever hvert år bliver færdige på maskinføreruddannelsen.

De tre nye traktorer bruges i tre trin i undervisningen.

- Først tager vi fat i det helt basale traktortekniske, hvor eleverne lærer, hvordan de styrer frem og tilbage og hvordan de bruger Powershift. Trin to omhandler GPS-delen, og i det sidste trin bliver eleverne bekendt med tildelingskort, overførsel af filer til terminalen osv., fortæller Max Frederiksen.

Traktorerne er blevet taget godt imod af skolens elever.

- Siden de kom, har der ikke været mange timer, hvor der ikke har siddet en elev oppe i dem, fortæller Max Frederiksen.

Maskiner