Semler Agro får ny direktør
Den øverste chef gennem godt fire år, Morten Buus, giver stafetten videre til december 2021. Lars Beck bliver ny administrerende direktør for den landsdækkende maskinhandel med 250 ansatte.

Lars Beck – ny administrerende direktør for Semler Agro.
Semler Agro får ny administrerende direktør, når Lars Beck til december 2021 tager over fra Morten Buus, der har været fem år i virksomheden, heraf fire år som administrerende direktør. Morten Buus har været ansvarlig for en succesfuld implementering af en ny og omfattende strategi for Semler Agro, og han har i samarbejde med medarbejderne leveret flotte resultater i en udfordrende tid for Semler Agro.
I perioden er Semler Agro blevet landsdækkende med eksklusivitet på fire brands, herunder John Deere. I sine knap fire år som administrerende direktør har Morten Buus præsteret at levere en turnaround i virksomheden, hvor resultatet er løftet fra -38 millioner kroner til et rundt nul.
Erfarne kræfter tager over
45-årige Lars Beck er nyudnævnt direktør i Semler Agro. Lars Beck har erfaring fra flere forskellige poster i transport- og landbrugssektoren, herunder blandt andet poster i Iveco og CNH. Det er en kommercielt erfaren mand, som er tæt på landbruget og kunderne, der skal bygge videre på Semler Agros solide fundament i en tid, hvor branchen er i hastig forandring. Lars Beck kommer senest fra en stilling som vicedirektør i Nic. Christiansen Holding.
Morten Buus overdrager formelt posten som administrerende direktør til Lars Beck primo december.