Grimme viste flotte maskiner til åbent hus

700 mennesker lagde vejen forbi, da Grimme forleden havde inviteret til åbent hus.

- Det gik superfint. Folk var glade, der var en god stemning, og der blev også handlet, fortæller Per Rasmussen, salgschef for Grimme i Danmark, da man forleden holdt åbent hus, hvor 700 besøgende lagde vejen forbi i Rødkærsbro nær Viborg.

Der var i høj grad fokus på den kommende sæson, og der blev kigget på både stenstrenglæggere og en Matrix 18-rækket enkeltkornssåmaskine til blandt andet sukkerroer. Såmaskinen kan fås i en 12- eller 18-rækket variant, enten med en rækkeafstand på 45, 48 eller 50 centimeter.

Der blev i den grad sparket dæk ved den tonstunge Evo 290-kartoffeloptager. En forholdsvis ny optager, som især skiller sig ud på to punkter. Maskinen har nemlig, modsat andre, tre hjul frem for to. Der kan sættes hydraulisk hjultræk på alle tre hjul, hvilket er med til, at maskinen især gør sig bemærket under blødere forhold. Evo 290-kartoffeloptageren har en ni ton stor tank.

- Tankstørrelsen er fulgt med udviklingen, og kapaciteten er bare blevet større og større, forklarer Per Rasmussen om maskinen, som starter ved 1,9 millioner kroner.

Lige nu kører der omkring 25 optagere rundt af den type. Mens andre har valgt en 280, som har et andet rensesystem og er på to aksler.

Grimme kunne også løfte sløret for, at de har købt et tilstødende areal på omkring 25.000 kvadratmeter. Her vil de i løbet af 2022 og 2023 påbegynde opbygningen af et nyt værksted og administration. Der vil blive udvidet med omkring 5.500 kvadratmeter, så der fremadrettet vil være cirka 10.500 kvadratmeter under tag på en nu 40.000 kvadratmeter stor grund. De nu snart tidligere bygninger vil blive anvendt til reservedelslager.

Læs også