Thyregod og AP-K udvider teamet

For at sikre fortsat vækst i de to søsterselskaber Thyregod A/S og AP-K ApS, som udvikler, producerer og sælger produkter til landbruget under brandnavne som Thyregod, TIM, AP-Gyllevogne og Kimadan er teamet blevet udvidet med to erfarne medarbejdere, der skal arbejde på tværs af begge organisation.

Kurt Gjødsbøll (55 år) er ansat i salgsafdelingen med ansvar for en række back-office funktioner. Kurt har tidligere været ansat i MI i 30 år, hvor han primært har arbejdet med salg og product management. Efter nogle års arbejde uden for branchen er han startet i sit nye job pr. 1. maj.

- Stort set hele mit arbejdsliv har været med base i maskinbranchen og efter at have konstateret, at græsset ikke er grønnere i andre brancher, kan jeg mærke, at jeg er klar til at komme tilbage til mit udgangspunkt og blive en del af vækstrejsen her i huset, siger Kurt Gjødsbøll.

Lars Reeckmann (49 år) er ansat i salgsafdelingen med fokus på eksternt salg. Han er udlært automatikmekaniker hos Danfoss og har senere læst til maskinmester. Han kommer med en meget bred arbejdserfaring fra et job som rejsemontør hos Bonus, et år på Thule Air base og 16 års ansættelse hos Agrometer som rejsemontør i Danmark, resten af Europa og Rusland. Lars har allerede været i gang et par måneder.

Lokalt forankret

- AP-K´s gylleprogram tiltaler mig meget, og efter 16 år i gyllebranchen føler jeg mig godt rustet til at løfte opgaven. Thyregods brede produktprogram er nyt og spændende for mig, men med et stærkt produktprogram og tradition for kvalitet er jeg sikker på, at fremtiden bliver god, forklarer Lars Reeckmann.

- Vi er lokalt forankrede i Thyregod, men har et globalt udsyn, så der er behov for folk som Kurt og Lars med international erfaring, teknisk forståelse og kommercielt mindset på vores vækstrejse, siger administrerende direktør Jens Chr. Hundahl, der er glad for at kunne byde to erfarne kolleger velkommen i teamet.

Thyregod A/S er en af landbrugsbranchens hæderkronede virksomheder med stolte traditioner for dansk kvalitet og produktion af redskaber med høj brugsværdi og lang levetid. Firmaets mest kendte produkter er de innovative Thyregod TRV rækkerensere og vognprogrammet, der sælges under brandnavnet TIM.

AP-K ApS er et ungt firma, der udvikler og producerer gyllevogne, gylletrailere, gylleredskaber og -pumper. Firmaets produkter tager afsæt i teknologien fra AP-Gyllevogne og Kimandan og dækker samlet set alle markedets behov vedr. transport og udkørsel af gylle.

Læs også