Grundstenen i rækkesået økologi

Den nye traktor med nyudviklet gyllevogn med nedfælder står skarpt i solen hos Torup Bakkegård & Orelund. Og der har ikke været langt fra idé til, at et sønderjysk smedefirma kunne sikre, at den første gylle kunne fældes ned i rækkerne på Vestfyn.

Det store vestfynske frilandsgartneri Torup Bakkegård & Orelund har udvidet maskinparken med det, som kulturansvarlig Jesper Mortensen vælger at kalde for »Grundstenen i rækkesået økologi«.

Og hvad er vi så ude i her? Ja, LandbrugFyns udsendte var spændt på at se nyinvesteringen i maskinparken, da rygterne ville vide, at det var et projekt, der er udviklet i løbet af kort tid med opstart i november 2021.

- Den er bygget op på virksomhedens egne idéer – helt fra bunden, lyder det fra Jesper Mortensen, da vi kommer ud på Helnæs, hvor den nye gyllevogn med nedfælder, holder klar for den spritnye John Deere 6155R, der er købt til opgaven.

Det er hovedsageligt Carl Jacobsen, søn af Claus B. Jacobsen, der sammen med Jacob B. Jacobsen ejer Torup Bakkegård & Orelund I/S, der har stået bag idéerne til projektet med nedfælderen, men det er smedefirmaet Stauholz i Tinglev der har stået for selve opbygningen af vogn og nedfælder, mens Nordjysk Landbrugsteknik i Sæby har stået for hele styringen på vognen, samt al teknik i forhold til kamera og GPS-styring.

Maskinens montering

Der er tale om en otte ton tank, hvorpå der er monteret en lang række teknik, der sikrer korrekt placering mellem rækkerne uden at ramme grøntsagerne.

- Det er en fuldhydraulisk vogn. Hjernen sidder her, lyder det fra Jesper Mortensen, der åbner ind til en samling af hydraulikslanger og forbindelser til GPS-styringen.

Vognen er endvidere udstyret med flowmåler, der betyder, at tildelingen af gylle er kørselsuafhængig.

Jesper fortæller nærmere, at der er hjulstyring på vognen, hvor en vinkelcensor fortæller, hvordan de GPS-styrede hjul står.

-  Liften til nedfælderen kan også styres, mens den sidste justering sikres med kameraet bagest, der peger ned mod rækkerne lige før selve nedfælderen, forklarer han videre.

Mellem vogn og traktor er der endvidere et stempel for øget vægtoverføring på traktorbaghjulene, hvis der køres i bakket terræn eller i våd jord. Desuden er gyllevognen forberedt til fronttank på den nye John Deere, hvorfra alt i øvrigt kan styres inde fra førerhuset.

Gøder, løsner og ilter jorden

Med den nye vogn kan der nedfældes i 6,75 meters bredde svarende til tre bede.

Nedfælderen har allerede været i marken flere gange her i foråret, både med startgødning inden etablering af såbedet og efterfølgende, når der eftergødes et par gange.

Fordelen ved nedfælderen er ikke kun, at der kan tildeles noget kvælstof til planterne.

- Tænderne løsner og ilter også jorden mellem rækkerne, forklarer Jesper Mortensen, og forklarer nærmere, at de hos Torup Bakkegård & Orelund ugentligt måler nitratindholdet i jorden, så de hele tiden sikrer, at de kun tildeler det gødning, som planterne har behov for.

 

På tegnebrættet i Tinglev

- Vi synes jo det var spændende og er også begge maskininteresserede, fortæller Peter Langholz Schmidt (26), der sammen med Sebastian Staugaard (28) startede smedevirksomheden Stauholz ApS i Tinglev i 2019, der allerede på nuværende tidspunkt beskæftiger fem mand.

Det var et besøg hos en kammerat, Carsten Bork Petersen, der også er ansat hos Thorup Bakkegård & Orelund og i den forbindelse en rundvisning i virksomheden sammen med Carl Jacobsen, der blev startskuddet til, at tankerne om en hjemmedesignet gyllevogn kom i spil.

De to friske gutter har begge rødder i landbruget. Sebastian Staugaard er opvokset på en gård, har baggrund som klejnsmed og har sidenhen taget uddannelsen til maskinmester, mens Peter Langholz Schmidt har baggrund som landbrugssmed og siden har uddannet sig til produktionsteknolog med speciale i produktudvikling.

Efter besøget på Thorup Bakkegård & Orelund kom Carl Jacobsen og Carsten Bork Petersen på besøg på værkstedet i Tinglev, og her blev de enige om at gå i gang med projektet.

Det blev baggrunden for, at et tæt samarbejde om at bygge en ny gyllevogn med nedfælder til det store vestfynske frilandsgartneri startede med beregninger, streger og 3D-format og endelig produktion på et værksted i Tinglev.

Vellykket debut

Peter Langholz Schmidt lægger ikke skjul på, at de på smedeværkstedet synes, at det har været en vellykket debut med udviklingen af gyllevogn og nedfælder.

- Vi arbejder generelt med meget alsidige opgaver indenfor både sygehus, opgaver for entreprenørvirksomheder og til landbruget. Vi har selv maskinerne på værkstedet til at kunne udvikle og producere det hele, hvorfor vi også har kunnet opbygge gyllevognen på forholdsvis kort tid, forklarer Peter Langholz Schmidt.

- Jeg synes selv, at vi har haft et rigtig godt samarbejde med Torup Bakkegård & Orelund, og at vi er kommet frem til et rigtig godt produkt. Vi håber da i hvert fald at kunne få lov at lave flere gyllevogne – og i det hele taget være med i udviklingen af flere maskiner til landbruget i fremtiden.

Læs også