New Holland viser grøn traktor frem
Til årets "Maskiner under Broen" i Middelfart fra den 24. til 25. august viser New Holland blandt andet verdens første serieproducerede metandrevne traktor, T6.180 Methane Power.

New Holland viser deres metandrevne traktor frem til arrangementet "Maskiner under Broen" i Middelfart den 24. og 25. august. Foto: Per Jørgensen
New Holland T6 Methane Power-traktoren, der blev sat i serieproduktion i starten af 2020, leverer 180 hk, et drejningsmoment på 740 Nm og en reduktion af driftsomkostninger helt ned til 30 procent, ifølge maskinproducenten.
T6 Methane Power har en helt ny NEF 6.7 liters-motor specifikt udviklet af FPT Industrial, CNH Industrials egen drivlinjeproducent, og nyder godt af FPT Industrials erfaring med produktion af naturgasdrevne motorer gennem de sidste 20 år.
På T6 Methane Power-traktoren er gastankene monteret samme sted som dieseltankene på standard T6-modellen. Derved bibeholdes det rigtig gode udsyn fra kabinen, og der er ingen adgangsbegrænsninger.
- Traktoren byder ind i din virksomhed med miljømæssige fordele og til en konkurrencedygtig pris sammenlignet med andre brændstoftraktorer, med fokus på reducering af CO2-aftrykket. Ydermere viser vi den bæredygtige elektriske ukrudtsbekæmper, XPU, der er særligt velegnet til pleje og vedligeholdelse af grønne områder og offentlige arealer, siger Svend Olesen fra New Holland.