New Holland har netop introduceret den første 100 procent elektriske allround-traktor med autonome funktioner på CNH Industrial Tech Day i Arizona.
New Holland T4 Electric Power er navnet på den første 100 procent elektriske allround-traktor fra New Holland. Traktoren er udviklet af CNH Industrials team i samarbejde med Monarch Tractor, der har base i Californien.
Traktorens batteri har rigtig lang driftstid, op til en hel dags drift, og batteriet kan oplades på bare én time med lynladesystemer. Traktoren kan også anvendes som ekstra strømkilde til andre enheder og maskiner.
- T4 Electric Power er resultatet af vores omfattende forskning og investering fokuseret på elektriske løsninger inden for landbruget. Denne nye allround-traktor er en vigtig brik i vores strategi om at være en komplet leverandør, hvor vi tilbyder kunderne en perfekt eldrevet traktor til opgaver, hvor der kræves mindre effekt, en meget omkostningsbesparende traktor, CO2-neutral løsning, der passer perfekt til blandede bedrifter, kvægbrug, kommunale opgaver, frugtplantager og specialopgaver, siger Carlo Lambro, brand president New Holland Agriculture.
120 hk
New Holland T4 Electric Power yder maksimalt 120 hk, har et maksimalt drejningsmoment på 440 Nm og en tophastighed på 40 km/t.
Under tests har T4 Electric Power vist gode resultater i blandt andet høj effektivitet, god trækkraft og et jævnt retningsskifte og gearskifte, hvilket gør den behagelig at køre. Tests har også vist en reduktion af driftsomkostningerne med op til 90 procent for kunderne, lyder det fra producenten.
Sensorer placeret øverst på førerhuset registrerer alle forhindringer og gør det muligt for traktoren at køre autonomt.