Fjerner op til 70 kubikmeter sten pr. ha

Randbøl-egnen er mest kendt for sin lette sandede jord, men istiden har bestemt også efterladt en betydelig mængde sten til »glæde« for nutidens kartoffelavlere. Thyregod har sammen med et par driftige kartoffelfolk »trimmet« TS 1500-stensamleren og blandt andet give stensamleren brede hjul for en mere stejl vanding på kæderne.

De driftige kartoffelfolk Martin og Hans Klausen (søn og far) mærker tydeligt ændringerne i deres produktion, der sammen driver et I/S, hvor kartoffelproduktionen er en væsentlig driftsgren. De købte i 2021 en Thyregod TS 1500-stensamler, som netop er blevet færdig med tredje driftssæson. Søn og far har kørt med stensamleren på cirka 20 hektar om året i en arbejdsdybden på cirka 20 cm, og hastigheden er omkring 3 km/h.

De to kartoffelavlere har valgt at køre med en lille 125 hk Fendt-traktor foran stensamleren af flere årsager. Dels er det en forholdsvis let traktor, og dels opdager chaufføren nemmere, når stensamleren kører på en jordfast sten, når der ikke er for meget power foran den. I de situationer er det også en stor fordel, at maskinen er hydraulisk trukket, for der opstår typisk ingen mekanisk defekt ved overbelastning. Thyregod-stensamleren har fjernet op til 70 kubikmeter sten pr. ha.

I løbet af de tre års har man udviklet en »taktik«, hvor man først kører med Thyregod TS 1500-stensamleren og så bagefter med en Reeke-stenstrenglægger. Det skyldes tre faktorer: Det giver færre omkostninger, man får de dybereliggende sten væk, og det resulterer i et dejligt løst bed til at sætte kartofler i.

Kører uden stop

Det kan umiddelbart lyde mærkeligt, at det er billigere at køre både med stensamler og stenstrenglægger, men omkostningerne ved udelukkende at køre med Reeke-maskinen er alt for store, hvis der ikke er kørt med stensamleren først. De totale omkostninger ved at køre med begge maskiner er mindre.

Maskinomkostningerne på stensamleren har i øvrigt været overraskende lave i de tre år, maskinen har arbejdet på ejendommen. Der er for eksempel ikke skiftet sliddele de første tre år, men til vinter slipper man ikke uden om, at skæret og indføringen skal renoveres eller skiftes.

Hvorfor har I valgt en stensamler uden tank?

- Det skyldes blandet andet de mængder sten, vi samler. Der bliver simpelthen for mange arbejdsstop til tømninger hele tiden af de relativt små beholdere, man kender på markedet. Vi vil hellere holde kapaciteten høj, når jorden er tjenlig til at køre på ved køre med en vogn ved siden af, men smag og behag er jo som bekendt forskellig, forklarer søn og far.

Lokale tilpasninger

Thyregod TS 1500-stensamleren er efterhånden produceret i mange år, og der sælges hvert år en del rundt om i Europa. Det har imidlertid ikke afholdt de driftige folk fra Randbøl fra at se, om de ikke kunne »trimme« deres stensamler og få endnu højere kapacitet ud af den. De har for eksempel monteret højere og bredere hjul på maskinen for at få en mere stejl vandring på kæderne og ændret delingen på den nederste af kæderne. Det har under de lokale forhold resulteret i en betydelig forøgelse af kapaciteten, blandt andet fordi rensningen er blevet bedre, så mere jord og skidt bliver sorteret fra på den nederste kæde, hvorfor de næste kæder også bliver mere effektive.

- De ændringer har vi hos Thyregod noteret os. Man kalder det vist brugerdrevet innovation på moderne dansk, siger Kurt Gjødsbøll fra Thyregod og fortsætter:

- Vi kalder det praktiske erfaringer fra marken og er taknemlige for, at kunderne deler dem med os, så vi kan tage det med ind i opsætningen af maskinerne alt efter jordtype og situation.

Læs mere om Kartoffeldyrkning

Hold dig informeret om de vigtigste nyheder inden for kartoffeldyrkning. Opdag ny teknologi, og lad dig inspirere af branchens mest bæredygtige og effektive praksisser.

Læs mere her

Læs også