Produktnyheder og fokus på redskabsstyring fra Raven
Case IH tager ny Puma generation og Optum med på demotur. De rammer Kværndrup den 22. september.

Case IH Optum rammer Kværndrup den 22. september. Pressefoto
Case IH tager i efteråret på en landsdækkende demotur, hvor nye produkter vises frem for det danske marked.
- Efter den officielle lancering af vores nye Puma 260 og Optum 340, glæder vi os rigtig meget til i samarbejde med vores forhandlernetværk at komme ud og vise dem frem i marken til de danske landmænd, udtaler Martin Geert-Jørgensen, Marketing Manager for Case IH i Norden & Baltikum.
- Det er vigtigt for os så hurtigt så muligt at få de nye produkter i hænderne på kunderne, da vi med disse to traktorer dækker en rigtig stor del af markedet. Vi er derfor også helt sikre på, at der vil være noget for alle.
Enkelt for kunden
Fokus på turen vil blandt andet være »Connectivity« og produkter til præcisionslandbrug, herunder redskabsstyring.
- Vi vil have stor fokus på at forklare, hvordan vores løsninger kan løse kundernes udfordringer og opgaver i forbindelse med datahåndtering, uanset om man snakker tildelingsfiler, AB linjer eller Isobus. I sidste ende handler det om at gøre det enkelt for kunden at benytte vores produkter i deres daglige arbejde, uanset hvilken opgave det måtte være, siger Rasmus Buhl, salgschef for Case IH i Danmark.
Som et led i strategien om øget fokus på højteknologiske løsninger, vil der blive kørt med aktiv redskabsstyring, samt Direct Steer fra Raven under hele turen.
- Der er et behov i markedet for både rat-monteret GPS løsninger, samt aktiv redskabsstyring, derfor synes vi det er helt naturligt at medbringe disse produkter, så vi kan vise kunderne, at vi kan håndtere deres udfordringer, siger Lars Grønlund, specialist for præcisionslandbrug i Norden & Baltikum.
Kommer til Kværndrup
Turen er planlagt i samarbejde med det danske Case IH netværk, og der vil derfor være mange forskellige redskabsproducenter til stede ved de syv arrangementer i landet. Turen starter den 15. september på Lolland-Falster og afsluttes den 6. oktober i Nordjylland.
Demoturen kommer til Fyn den 22. september på Fåborgvej 55, Kværndrup klokken 10-17 i samarbejde med Flemløse- og Kædeby Maskinforretning.