De populære dæk til større landbrugskøretøjer fra Ceat er nu tilgængelige på det danske og svenske marked.
Siden de indiskproducerede Ceat-dæk til traktorer og andre større landbrugskøretøjer blev introduceret på det danske marked på Agromek i 2022, har interessen og salget været støt stigende.
Udviklingen har gjort, at udvalget af dæk nu også er interessant for det skandinaviske marked.
Produktudviklingen omfatter alle de nyeste og største dækdimensioner med stålbælte og VF/IF-teknologi. Det muliggør kørsel med lavere lufttryk end standarddæk, hvilket betyder, at jordtrykket reduceres til gavn for afgrøderne.
En lang række af internationale anerkendte producenter anvender i dag Ceat-dæk som førstegangsmontering på deres køretøjer. Det gælder blandt andet CNH Industrial, Fendt, Massey Ferguson, JCB, John Deere og Caterpillar.
Tilfreds kunde
Dækproducenten oplever, at mange europæiske landmænd allerede har anerkendt Ceat og anbefaler dækkene for deres balance mellem kvalitet og pris.
En af dem, der er godt tilfreds, er Kim Bay fra Bays Maskinstation i Hobro.
- Jeg fik monteret nye Ceat Torquemax VF dæk med stålbælte 650/65R34 på forhjul og 710/75R42 på baghjulene i marts 2023, fortæller maskinstationsejeren.
- Efter 1.200 driftstimer er jeg meget tilfreds med dækkene, som har vist sig som fuldt ud gode alternativer til mere kendte dækmærker. Specielt har jeg oplevet rigtig god trækkraft og gode selvrensningsegenskaber samtidig med minimalt støjniveau og høj komfort, lyder det.
Ny kampagne skudt i gang
Ceat har skudt gang i en ny kampagne med sloganet »Køb 4, betal for 3«.
- Køber man et nyt sæt dæk til sin traktor, bestående af to traktorfordæk og to traktorbagdæk, får man det ene fordæk uden beregning, lyder det fra virksomheden bag.
Ceat-dæk importeres af Bohnenkamp A/S i Skovby i Midtjylland, og dækkene kan købes hos både maskinhandlere og dækcentre over hele landet.