Røstofte Maskiner bliver eksklusiv Kverneland-forhandler

Røstofte Maskiner og Kverneland har indgået et nyt samarbejde, der træder i kraft den 1. juli.

Fra den 1. juli 2024 har den danske maskinproducent Kverneland indgået et samarbejde med Røstofte Maskiner om at overtage det vestsjællandske distrikt, som hidtil har været varetaget af Slagelse Maskinforretning.

Det er en beslutning, som blev truffet efter, Slagelse Maskinforretning blev solgt til Johs. Mertz. Det oplyses i en fælles pressemeddelelse fra Kverneland og Røstofte Maskiner.

- Efter vi i sommeren 2022 sagde farvel til Johs. Mertz og fokuserede vores indsats på Sjælland og Lolland-Falster med Røstofte Maskiner og Slagelse Maskinforretning, er der ingen tvivl om, at Røstofte Maskiner har løftet opgaven til vores fulde tilfredshed og har styrket ekspertisen inden for Kverneland, siger Troels Pontoppidan, salgschef i Kverneland.

- Vores indsats i 2022 havde til formål at styrke vores performance over for vores slutkunder inden for salg, service og eftermarked, og når vi ser på disse områder, kan vi kun udtrykke fuld tilfredshed, tilføjer han.

Røstofte Maskiner i Mørkøv oplever en positiv udvikling og med udvidelsen af sælgerstaben er der gode vækstmuligheder, da Røstofte Maskiner nu dækker hele Sjælland og Lolland-Falster.

Volumen skaber ekspertise

- Røstofte Maskiner er nu eksklusiv forhandler øst for Storebælt for Kverneland, og vi er yderst tilfredse med denne løsning. Røstofte Maskiner repræsenterer i forvejen Claas som eksklusiv forhandler i hele Østdanmark og har ingen begrænsninger i vores salgsområde, lyder det videre fra Troels Pontoppidan.

- Røstofte Maskiner har i de seneste år inden for redskabsområdet fokuseret primært på at sælge Kverneland, og den opnåede volumen inden for Kverneland spiller en afgørende rolle for den ekspertise og service, vi kan tilbyde vores kunder, påpeger maskinhandler Dann Nielsen, Røstofte Maskiner.

- Det giver også, fortsætter han, vores dygtige medarbejdere en stor arbejdsglæde, da de ønsker at være specialister inden for deres område.

I pressemeddelelsen gøres der opmærksom på, at kunder, der har handlet gennem Slagelse Maskinforretning, kan få overført deres garantiforhold til Røstofte Maskiner eller vælge at fortsætte garantien gennem Slagelse Maskinforretning.

Læs også