Claas på bælter

Bælter fra mejetærskere gør stortraktor smal og mere komfortabel. Ringe Maskinforretning viste for første gang Agritechnica-nyheden frem ved demonstration på Hudevad Vestergård.

I flere år har de større Claas-mejetærskere kunne fås med bælter. Det både øger trækkraften, bæreevnen og gør maskinen smallere i forhold til de normalt brede trækhjul. Samtidig roses bæltemonteringen for en mere rolig og komfortabel kørsel på ujævne marker og på vejen.

Disse egenskaber har Claas nu overført til traktorerne. På Agritechnica vistes første gang de største Axion-modeller med Terra Trac-bælter i stedet for baghjul, og i indeværende år har en sådan bæltetraktor kunne ses på Hverringes arealer, idet det fynske gods på lejebasis har haft en Claas Axion 960 med bælter til prøvekørsel.

Traktoren kunne ved et stort markarrangement på Hudevad Vestergaard ved Tarup forleden ses i arbejde, og kunne prøvekøres sammen med traktorer fra Claas’ øvrige modelserier sammen med Kockerling og Lemken redskaber fra maskinforretningen.

- Den har med bælterne fået de samme egenskaber, som vi kender fra mejetærskerne. Det gælder ikke mindst en fantastisk komfort, hvor både for- og bagaksel er affjedret, og hvor det 35 procent større kontaktareal med bælterne øger trækkraften med 15 procent, fremhævede salgschef Lars Johnsen fra Danish Agro Machinery ved markdemonstrationen.

Medens de store traktorer med tvillingmontering kan være op mod 4,5 meter i bredden, er denne Claas-nyhed under tre meter bred, hvilket naturligvis er en stor fordel ved transport på mindre veje.
Bælteudgaven bliver sat i produktion til januar og vil kunne fås i to udgaver, model Axion 930 på 355 hk og 960 med en 445 hk motor.

Læs også